Dengang iPoden, Apples musikafspiller, herskede over musikafspillerverden, var der ganske enkelt ingen måde at mætte markedet på. Alle ville have en iPod. Først da iPhone kom kølede salget af for iPod, men nu lader det bare til, at der heller ingen afmatning er for iPhones vedkommende.

I hvert fald har Apple skovlet iPhones over disken de sidste tre måneder og det i en grad, så de har sat salgsrekord for 3. kvartal. 39,3 millioner solgte iPhones blev det til og det er rekord for et 3. kvartalssalg for Apple.

Det er 16 procent flere solgte iPhones sammenlignet med samme periode sidste år.

iPhone-salget viser også, at Apple er meget afhængig af iPhone, da den stod for mere end halvdelen af Apples samlede omsætning i årets 3. kvartal med 23,7 milliarder dollars. Samlet omsatte Apple for 42,1 milliarder dollars – det tal inkluderer også salget af blandt andet iPad og Mac-computere.

Til gengæld kæmper Apple med at sælge iPads, det salg er faldet med 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Læs mere om Apples kvartalsrapport for 3. kvartal 2014.

Hvis man synes, at knap 40 millioner solgte iPhones på blot tre måneder er meget, så er det om at sætte sig ned, inden du læser de næste par linjer.

Apple-analytiker Gene Munster fra analysebureauet Piper Jaffray spår nemlig, at Apple kan sælge svimlende 62 millioner iPhones i årets sidste kvartal.