Det virker. Hvis du gentager bandeord som peptalk til dig selv under sport, bliver du hurtigere og stærkere, viser ny undersøgelse.

De fleste fitness-glade danskere kender det. At de sidste par hundrede meter på løbebåndet eller det sidste pres i bænken bliver mere overkommeligt, hvis man undervejs bander og svovler til sig selv - oppe i hovedet.

Og meget tyder nu på, at det rent faktisk er en god idé at gøre. Konstante gentagelser af bandeord i hovedet under hård sport ser ud til at få dig til at yde bedre. Ifølge et nyt studie fra England, gør det dig både stærkere og hurtigere, hvis du bander undervejs.

Den britiske psykolog fra Keele University i England, Richard Stephens, har netop præsenteret sine resultater ved et møde i British Psychological Society i Brighton.

Det britiske medie BBC fortæller historien her.

Testen er ikke stor og omfangsrig, men den er alligevel interessant.

Richard Stephens lod 29 unge på omkring 21 år lave en cykeltest og 52 unge på omkring 19 år lave en styrketest. Styrketesten gik ud på at se, hvor hårdt man kunne presse et dertil indrettet instrument sammen med hånden.

Undervejs skulle de recitere det bandeord, som de oftest ville bruge, når de slår hovedet. Altså et bandeord, der passer til dem, så at sige. Det kunne være »for satan« eller på engelsk »fuck«.

I en anden test skulle samme personer gentage det ord igen og igen, som de ville bruge til at beskrive et bord - altså »rundt« eller »brunt«.

På blot et halvt minuts cykeltest trykkede de i snit 24 watt hårdere i pedalerne. Og i styrketesten trykkede de 2,1 kilo hårdere, når de bandede sig igennem.

»Vi bad dem om at gentage ordet igen og igen igennem begge tests. De skal ikke skrige det eller råbe det, men gentage det i den samme tone,« siger Stephens til BBC.

Sæt musik til

Man har i flere år forsket i, hvordan man forbedrer sportspræstationer ved brug af peptalks, men også for eksempel musik.

Blandt andet har musiker og hjerneforsker Peter Vuust ved flere lejligheder fortalt, at den rette musik kan forbedre din præstation med hele 20 procent.

»Man har lavet forsøg med cykelryttere, der viser, at de rent faktisk kan cykle længere, når de hører musik,« fortalte han til TV 2 nogle år tilbage: »Jo hurtigere tempo og jo kraftigere musikken er, jo mere kommer der gang i vores system,« sagde Peter Vuust.

Men inden du får stress af hård rockmusik under løbeturen, så kan du for en stund nøjes med at bande dig selv langt væk, hvis du altså ønsker at cykle hurtigere eller løfte tungere kiks på vægtstangen.

Du gør det sikkert allerede:

»Vi fortæller ikke folk noget, de ikke allerede ved, men vi verificerer det systematisk og objektiv. (....) Jeg tror helt instinktivt, at mennesker rækker efter bandeord, når de slår sig og vil give deres bedste under en sporstpræstation,« siger Richars Stephens til BBC.