At Allan Zachariasen skulle blive en lidenskabelig fluefisker, dén havde jeg ikke lige set komme. Men måske er der alligevel ikke så stor forskel på maraton og fluefiskeri.

»Fluefiskeri og fluebinding er min store hobby og fylder meget i mit liv i dag. Hvis jeg kunne, fiskede jeg hver dag. Turen til kysten, naturen, vandet og ikke mindst hugget, når en fisk tager krogen, fascinerer mig. Selv om jeg har fanget over 600 havørreder, er jeg lige grebet af det hver gang. Jeg dyrker mest geddefiskeri fra en flydering. Tro mig, gedderne er nogle vilde krabater. Jeg har haft store og uforglemmelige oplevelser på mine store fiskerejser. På Cuba fightede jeg tarpon på 50 kilo,« siger han.

»Fluefiskeri er på en måde ligesom løb. Tager man det seriøst og arbejder målbevidst og fokuseret, bliver man god. Netop dét at mestre tingene optager mig. Jeg er vild med processen, når jeg skal lære noget nyt og spændende. Derfor lærer jeg det hurtigt.«

Måske en lidt utraditionel indledning til en snak om maraton med et af dansk atletiks største navne i de gyldne 80'ere. Dengang de danske maratonløbere med Henrik Jørgensen og Allan Zachariasen som de lysende stjerner fejrede triumfer på den internationale scene og bragte maraton i de store overskrifter.
London var Henrik Jørgensens favoritby (han vandt i 1988), mens Allan Zachariasen fejrede sine største sejre i Barcelona og Minneapolis. Sammen var de to legender til OL i Los Angeles i 1984.

Havde det ikke været for Henriks tre superløb i den engelske hovedstad, havde Allans 2.11.05 fra Barcelona i 1983 stadig stået som dansk rekord.
Allan Zachariasen, 59, var en farverig atlet. En ener og en kompromisløs, viljestærk fighter, som gav alt og havde sine meningers mod. Hans markante holdninger gav ham nogle knubs, men han havde jo som regel ret, når han tog sine konfrontationer med DAF. Var han vred eller skuffet, gjorde han ikke meget for at skjule det. Det gamle slogan, at man ikke kan være venner med alle, kunne have være opfundet af den stædige og egoistiske fynske boheme.

»Set i bakspejlet var det processen, der var min største drivkraft. Dét at sætte sig et mål, planlægge forløbet og evaluere kontinuerligt. Jeg var og er stadig fascineret af grænsebrydningen og elskede de hårdeste og mest brutale træningspas, hvor jeg løb mig helt ud. Sagt lidt mere filosofisk tror jeg, at det handlede meget om at kanalisere drømmene ud og realisere sit potentiale,« siger han.

»Jeg har gennem løb lært, at målsætning, planlægning og disciplin er den mest spændende vej til at nå sine mål. Det bliver en form for besættelse, hvor jeg ubevidst bruger al min energi på projektet. Når resultatet er nået, mister jeg interessen. Jeg har aldrig brugt megen tid på at fejre mine sejre. De blev uinteressante, så snart jeg nåede dem. Jeg havde engang en kæreste, der sagde, at jeg var et meget fokuseret menneske. Det betød ofte, at meget andet blev sat i baggrunden.«

For Allan var et af hovedmålene at komme med til OL. Det lykkedes i 1984. Han satte i sin karriere tre danske maratonrekorder og vandt 25 individuelle danske mesterskaber på bane, landevej og i cross. Han nåede mere, end han turde drømme om. Men ét delmål nåede han aldrig.

»Det lykkedes aldrig at slå Jørn Lauenborgs fynske rekord på 5.000 meter. Det ærgrer mig. Hver gang jeg satsede på 5.000 meter, dukkede der altid andre projekter op. Jeg havde talent for mange distancer, og det gav af og til dårlig planlægning. Jeg manglede en træner og vejleder,« siger han.

»Der er naturligvis ting, jeg har fortrudt. Jeg led meget af allergi. Det betød, at jeg kastede op, når jeg blev presset. Det var ret uheldigt ved 37 kilometer-mærket på maraton. Det viste sig, at det skyldtes mine dårlige kostvaner. Jeg har senere ændret dem, og allergien forsvandt, så jeg i dag sagtens kan løbe en tur uden problemer. Jeg ærgrer mig også over, at jeg ikke fik løst problemet med sidesting. Jeg har aldrig løbet et race over 3.000 meter uden at have sidesting. Det har uden tvivl haft store konsekvenser for mine resultater.«

Jo, én ting mere fortryder Allan. Han skulle have stoppet sit træningssamarbejde med sin ven og rival Jørn Lauenborg. De sled nærmest hinanden op.

»Det er utrolig svært at træne sammen med en konkurrent, «erkender han.

Allan Zachariasen var i ti år fuldtids professionel løber. I 80'erne trænede han mellem 200 og 350 kilometer om ugen i forberedelserne til et maratonløb.

»Der var ofte stor intensitet under træningen, og mange kilometer blev løbet som hård fartleg. Jeg løb 1.02 på en 20 kilometer og 14.07 på en 5.000 meter under træning blot for at nævne nogle af de pas, jeg lavede. Min filosofi var, at jeg skulle løbe så langt og så hurtigt som muligt. Jeg var i så god form, at jeg i maratonugen op til Barcelona Marathon i 1983, hvor jeg satte dansk rekord, løb 177 kilometer. Så syntes jeg, at jeg var nedtrappet, «siger han.

»Jeg tror ikke, at de danske maratonløbere i dag træner nok, hvilket nok skyldes, at de ikke har eller tager muligheden og satser hundrede procent, som Henrik og jeg gjorde. Skal de passe studier eller arbejde, er det næsten umuligt at få nok hvile. Men det er kun andenhåndsviden. Jeg har ikke talt med dem.«

Allan Zachariasen og Henrik Jørgensen havde et godt forhold. Allan lægger ikke skjul på, at Henrik var en stor inspiration for ham.

»Det var først og fremmest hans indfaldsvinkel til løb, der inspirerede mig. Ikke fordi han var speciel talentfuld. Flemming Jensen var i mine øjne et større talent. Men Henrik havde en træningsånd og indstilling, der virkede på mig. Allerede som 18-årig løb han 1.000 kilometer om måneden, og så snart jeg så, at det gav pote, ændrede jeg indstilling og satte kilometerantallet op. Hvis han kunne, så kunne jeg også. Men det var ikke blot hans træningsindstilling og kampvilje. Det var også hans målsætninger, der smittede,« siger han.

Allan Zachariasen er uddanet folkeskolelærer og fysioterapeut og er en inspirerende træner og foredragsholder. Han er netop stoppet som højskolelærer på Oure efter 13 år og sonderer nu terrænet.

»Løb er livsglæde og en fremragende oplevelsesformidler. Sporten har været med til at forme mig som menneske på godt og ondt og lært mig at kæmpe for de værdier, jeg tror på,« siger han.

»I dag løber jeg næsten ikke. Mine akillessener er helt ødelagte og laver ballade, når jeg har løbet et par uger. Jeg savner løbeoplevelsen, men det er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Jeg lever i nuet og med de muligheder, jeg har. Jeg bruger ikke så megen tid på det, jeg ikke kan.«

Allan Zachariassen har skrevet to fremragende bøger, "Løberens AbZ" og "Mit løberliv", og har manuskriptet klar til en tredje løbebog om de nye ting og tendenser.

Allan Zachariasens top 10
2.11.05 Barcelona 1983 (DR)
2.11.40 Sacramento 1985
2.11.49 Minneapolis 1982 (DR)
2.11.56 Rotterdam 1986
2.12.16 Tokyo 1984
2.12.27 Rotterdam 1988
2.12.36 Auckland 1986
2.12.41 Houston 1987
2.12.48 Miami 1982 (DR)
2.13.08 Houston 1990

Danmarks top 10
2.09.43 Henrik Jørgensen (London 1985)
2.11.05 Allan Zachariasen (Barcelona 1983)
2.11.51 Svend Erik Kristensen (Berlin 1985)
2.12.21 Jørn Lauenborg (London 1984)
2.13.34 John Skovbjerg (Hamborg 1984)
2.13.47 Henrik Albahn (Rotterdam 1985)
2.13.57 Christian Wolfsberg (Hamborg 1987)
2.14.06 Jan Ikov (Amsterdam 1987)
2.14.08 Bjørn Sivertsen (Hamborg 1988)
2.14.32 Keld Johnsen (Berlin 1987)

Danske tider under 2.12.00
2.09.43 Henrik Jørgensen (London 1985)
2.10.20 Henrik Jørgensen (London 1988)
2.10.47 Henrik Jørgensen (London 1983)
2.11.05 Allan Zachariasen (Barcelona 1983)
2.11.31 Henrik Jørgensen (Tokyo 1984)
2.11.40 Allan Zachariasen (Sacramento 1985)
2.11.49 Allan Zachariasen (Minneapolis 1982)
2.11.49 Henrik Jørgensen (Berlin 1986)
2.11.51 Svend Erik Kristensen (Berlin 1985)
2.11.56 Allan Zachariasen (Rotterdam 1986