USA's ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, er inkarneret motionsløber og deltog fredag sammen med 250 børn fra Sortedamskolen og Københavns børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev, i et Turkey Trot Fun Run rundt om Sortedamsøen.

Løb i forbindelse med Thanksgiving er en tradition i USA, men i Danmark var det første gang, man fejrede dagen med et Turkey-løb.

– Et skønt løb i solen rundt om søen med de mange glade børn. Jeg håber, det bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, siger Rufus Gifford til BT.

Initiativet til løbet kom fra USA's ambassade, og skoleleder Eva Hindsgavl Brink slog straks til.

– Vi er næsten nabo til ambassaden og er meget glade for henvendelsen. Eleverne var begejstrede. Ambassadøren tog dem med storm, siger hun.

Rufus Gifford løbetræner to-tre gange om ugen i Dyrehaven og har ligesom Pia Allerslev deltaget i Eremitageløbet og VM på halvmaraton i København i marts.

At løb og fysisk træning har en stor plads i hans hjerte, så man på hans allerførste arbejdsdag i Danmark. Få timer efter ankomsten stillede han op på ambassadens hold i DHL Stafetten i Fælledparken.

Pia Allerslev har efter VM-løbet fået smag for endnu længere distancer og træner til sit første maratonløb, Copenhagen Marathon 24. maj 2015.
Da Rufus Gifford hørte om hendes planer, krydsede han også denne dato ind i kalenderen.

– Jeg løb engang Los Angeles Marathon og lovede mig selv aldrig at løbe maraton mere. Måske skifter jeg mening og løber Copenhagen Marathon. Jeg har stor lyst til det, siger han.