For godt og vel en måned siden valgte Tom Kristensen at stoppe sin karriere i motorsporten, men han når lige at få en pris med på pension.

I fredags blev han nemlig tildelt en ærespris i et årligt fransk awardshow kaldet Champion des Champions. (Mesteren af mestrene, red.) Det er den franske avis L'Equipe, der står bag priserne ved showet.

Den danske eks-racerkører fik overrakt prisen af de tidligere franske fodboldspillere Fabien Barthez og Bixente Lizarazu, der blandt andet var med til at vinde VM på hjemmebane i 1998.

Der blev i alt uddelt fem priser ved showet, der blev afholdt i Paris og live-transmitteret på tv. Den mest prominente af vinderne var den tidligere cykelrytter Eddy Merckx, der tog legendeprisen.

Andre pristagere var snowboarderen Xavier de la Rue, stangspringeren Renaud Lavillenie, der vandt tre priser, og de to kvindelige atleter Katie Ledecky og Pauline Ferrand-Prevot, der er henholdsvis svømmer og mountainbikerytter.