Kevin Magnussen har i år mistet sit sæde i McLaren til den spanske tidligere verdensmester Fernando Alonso, og derfor har danskeren været på vild jagt efter andet sted at brænde gummi af. I et interview med Autosport fortæller Kevin Magnussen, at han blandt andet havde spurgt sin far, Jan Magnussen, om de kunne køre sammen i Le Mans.

»Jeg spurgte min far, om der var et ledigt sæde. Det ville være fedt at være holdkammerater med farmand og prøve at vinde Corvettes klasse (GT1-klassen red.),« siger Kevin Magnussen til Autosport.

Kevin Magnussen fik uventet lørdagens tjans med at køre testomgange i McLaren-raceren i Barcelona på grund af Fernando Alonsos uheld tidligere på måneden.

Spanieren er dog meldt klar igen efter at have været indlagt på hospitalet i et par uger, og desværre for Kevin Magnussen var der heller ikke plads hos far.

»De havde allerede fundet en anden kører, så det sker desværre ikke i år. Men det ville have været en god chance for mig. Jeg må bede ham om at køre videre de næste 15 år, siger Magnussen til Autosport.

Jan Magnussen har tre gange tidligere vundet Le Mans, i 2004 vandt han i GTS-klassen, mens han i 2005, 2006 og 2009 vandt i GT1-klassen.