En del af gamet og meget nornalt.

Nyheden om, at Kevin Magnussen er i kontakt med det amerikanske Formel 1-team Haas får ikke Renault-bossen Frederic Vasseur til at stresse.

I et interview til motorsportssitet Autosport.com kalder Kevin Magnussens chef det tværtimod helt normalt, at den danske racerkører holder alle døre åbne i jagten på et F1-sæde til den kommende sæson.

»Alle taler med alle. Sådan er livet i paddocken,« siger Frederic Vasseur.

»Så længe jeg ikke har truffet en beslutning, er det ret normalt at alle snakker,« fortsætter franskmanden.

Frederic Vasseur har allerede sikret sig tyske Nico Hülkenberg til den kommende sæson, mens Renault-teamets andet sæde endnu er ledigt. Afklaringen lader stadig vente på sig til både Kevin Magnussen og danskerens teamkammerat Jolyon Palmers frustration, men tidligere søndag lød det fra selvsamme Frederic Vasseur, at den endelige beslutning kan blive meldt ud allerede inden det brasilianske grandprix i den kommende weekend.

Umiddelbart kunne kampen om det ledige Renault-sæde ligne en duel mellem Kevin Magnussen og Jolyon Palmer, hvilket sidstnævnte selv har antydet. Men ifølge Frederic Vasseur kan der sagtens være andre kørere i spil. Særligt navnet Esteban Ocon har længe været i spil.

»Jeg ser ikke situationen på den måde. Det er ikke en kamp mellem 'Kev' og 'Jo' eller 'Jo' og en anden,« siger Renault-bossen og slår fast:

»Vi vil foretage vores egen beslutning, ligesom Gunther (Gunther Steiner, Haas' teamchef.red.) vil foretage sit, og så vil alle være glade.«

Lad os bare håbe, det også indebærer Kevin Magnussen.