Den danske speedwaystjerne kan se frem til en god og skattefri ekstraindtægt

Efter Nicki Pedersen har skrevet kontrakt med Peterborough om at køre for klubben i den kommende sæson, kan den tidligere verdensmester også se frem til en god ekstraindtægt til næste år. - Jeg kan fejre mit 10 års jubilæum og får dermed muligheden for et testimonial løb, hvor hele indtægten er skattefri, fortæller Nicki Pedersen, der satser på at kunne samle hele eliten. - Det er meget forskelligt, hvor meget sådan et løb kan give, men jeg har hørt fra 200.000 til 600.000 kroner, siger Nicki Pedersen. En sum, der også er værd at tage med for en speedwaykører, der har været under pres de seneste to sæsoner. Nicki Pedersen har ellers sagt nej til den engelske liga de seneste sæsoner. - Nu har jeg den fordel, at jeg får kørt nogle løb, før Grand Prix-sæsonen starter. Samtidig ligger Peterboroughs bane kun 35-40 minutters kørsel fra mit hjem i Stevenage, så det bliver ikke så anstrengende, siger Nicki Pedersen. Han havde ellers kvittet England for at kunne komme frisk ud til Grand Prix´erne, men de gode resultater har jo ikke ligefrem stået i kø det seneste par år. - Peterborough kører deres hjemmematcher om torsdagen, så der bliver måske enkelte, jeg må droppe, hvis det er vanskeligt at komme frem til det sted, hvor der skal køres Grand Prix, fortæller Nicki Pedersen. Det bliver en Nicki Pedersen med en anden attitude, som kollegerne vil få at se ved Grand Prix´erne. - Jeg skal tilbage og være mig selv. Jeg har vist været for flink. Snakket for meget med de andre. Nu skal der fokuseres på løbene og skabes resultater. Jeg skal ikke og og lave venskaber, siger Nicki Pedersen. Det har givet ro i butikken, at John Jørgensen er vendt tilbage som chefmekaniker. - Det har også været rigtig godt at få Tom Madsen tilbage. Han har jo beskæftiget sig med speedway i 25 år, siger Nicki Pedersenn. Danskeren kører første testmatch i Polen på lørdag, hvor han klub Stal Gorzow skal til Bydgoszcz.