Den danske speedwaykører Nicki Pedersen vandt sit tredje grand prix i år, men VM-guldet gik til engelsk konkurrent.

Nicki Pedersen toppede efter de indledende 20 heats det polske grand prix på en delt førsteplads. Danskeren havde vundet tre af sine fem heats og kørt glimrende, selvom han i denne sæson har været hårdt ramt af uheld og skader.

I semifinalen gik han sammen med Niels-Kristian Iversen videre til finalen, mens en tredje dansker, Peter Kildemand, røg ud. Finalen blev endnu en succes for Nicki Pedersen, der i benhård kamp med australske Jason Doyle endte med at køre først over stregen med ikke meget mere end en hjullængde. Niels-Kristian Iversen endte som nummer fire.

»Den sidste tid har været meget hård for mig, både personligt og løbsmæssigt. Jeg ville bare ikke give slip. Og jeg vidste, at hvis nogen kunne gøre det, så var det mig,« sagde Nicki Pedersen, da han blev interviewet umiddelbart efter triumfen.

Men mens danskeren fejrede grand prix-sejren, kunne engelske Tai Woffinden kalde sig ny verdensmester i speedway, selvom han lørdag aften havde mere end svært ved at finde melodien ved det polske grand prix i Torun.

Om Woffinden fik gummiben skal være usagt, men sikkert er, at han havde usædvanlig svært ved at få de heatsejre, der inden grand prix'et havde skaffet ham en foreløbig førsteplads i kampen om verdensmesterskabet.

I hvert fald fik han kun én sejr i sine fem heats, og da danske Niels-Kristian Iversen i sit sidste heat fik en andenplads, blev Woffinden skubbet ned som nummer ni i aftenens grand prix. Dermed endte englænderen med de store sorte øreringe lige akkurat udenfor semifinalefeltet.

Det betød, at han skulle håbe på, at nummer to i den samlede VM-stilling, amerikanske Greg Hancock, ikke ville gå videre fra sin semifinale. Og da netop dét skete, kunne en bevæget og meget, meget glad Tai Woffinden lade sig fejre som ny verdenmester.

»Jeg har arbejdet så hårdt for det, og næste år vil jeg være endnu stærkere, endnu mere fit og endnu hurtigere,« sagde han, da det var klart, at han havde titlen i hus.

Sidste grand prix i løbsserien bliver i Melbourne i Australien, hvor Nicki Pedersen skal forsøge at gøre sin umiddelbare tredjeplads i VM-stillingen til en andenplads. Greg Hancock er to point foran.