Det kom som et chok, da den tidligere Formel 1-stjerne Heikki Kovalainen i marts meldte ud, at han skulle have en åben hjerteoperation på grund af en forstørret hovedpulsåre.

Der var en risiko for det værst tænkelige udfald for den 42-årige finne.

Men nu har han delt positivt nyt i en video på sine sociale medier.

»Jeg er mærket for evigt på brystet under den her skjorte,« siger Kovalainen blandt andet i videoen, der har fået sportens største stjerner til at reagere.

Heikki Kovalainen var i to sæsoner holdkammerat med Lewis Hamilton hos McLaren-Mercedes.
Heikki Kovalainen var i to sæsoner holdkammerat med Lewis Hamilton hos McLaren-Mercedes. Foto: Frank May/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg blev opereret på hjerteafdelingen på Tampere Universitetshospital i sidste uge. Det var et vidunderligt team af læger, sygeplejersker og assistenter, der tog sig af mig. Det var en åben hjerteoperation, men den gik godt,« siger han.

»Jeg havde det skidt et par dage efter operationen, men det er blevet meget bedre siden da, og jeg er faktisk hjemme nu og ved at komme mig. Udsigterne er ret gode.«

»Der er mulighed for, at jeg kommer mig helt og bliver helt fit igen. Det vigtigste er, at mit brystben får tid til at hele,« siger Heikki Kovalainen.

Finnens tidligere holdkammerat i Formel 1, den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton, er bare én af utallige stjerner, der har ønsket Kovalainen god bedring.

'God bedring Heikki, jeg beder for dig,' skriver Lewis Hamilton på X.

Verdensmester Damon Hill, de tidligere kørere Mika Salo og Pedro de la Rosa, Drive to Survive-journalisten Will Buxton og golfstjernen Ian Poulter har også reageret på de positive nyheder.

»Min prioritet er at komme tilbage til et normalt liv,« sagde Kovalainen før operationen.

Kovalainen debuterede i Formel 1 for Renault i 2007, inden han kørte to år som Lewis Hamiltons holdkammerat hos McLaren-Mercedes. Her vandt han selv ét grandprix.

Hans sidste Formel 1-løb var i Brasilien 2013, hvor han var stand-in for landsmanden Kimi Räikkönen. Siden har Kovalainen vundet det prestigefyldte japanske Super GT-mesterskab og kørt en hel del rally.