En person er lørdag eftermiddag blevet dræbt, mens flere er røget en tur på hospitalet, efter en racerbil kørte galt i forbindelse med et motorløb på banen Nürburgring i Tyskland. 

Den dybt tragiske ulykke skete efter lidt mere end en times kørsel af det fire timer lange premiereløb i serien VLN Endurance Championship.

Her mistede racerkøreren, britiske Jann Mardenborough, af ukendte årsager kontrollen over sin Nissan GT-R NISMO GT3, der pludselig røg af banen og i høj fart fløj gennem et sikkerhedhegn og ud blandt tilskuerne.

På tragisk vis ramte bilen en gruppe af mennesker, hvor den ene døde på stedet trods hurtig hjælp fra banens redningspersonale. De øvrige tilskadekommende blev fragtet til et hospital, hvor behandlingen af deres skader fortsætter.

Sådan lyder de første officielle meldinger om ulykken fra arrangørerne af VLN-serien.

Der er ingen officielle oplysninger om racerkøreren Jann Mardenboroughs tilstand, men øjenvidner forklarer, at han efter ulykken blev set stående ved siden af den forulykkede Nissan, der lå med bunden i vejret.

Løbet i VLN-langdistance-serien er særdeles velbesøgt af mange forskellige team og kørere - hvoraf mange er professionelle.

Blandt andre stillede to danske kørere til start i løbet ifølge den officielle deltagerliste. Det gælder danske Nicki Thiim, som kører rundt i en fabriks-Audi, mens den mere ukendte dansker Roland Poulsen angiveligt kører med i en Opel Astra.

Løbet blev straks efter ulykken afbrudt og bliver ikke genoptaget.

Du kan se en video af ulykken ved at klikke HER (bt.dk advarer mod stærke billeder)