I kunstens verden er der en hårfin skelnen mellem det private og det personlige. Hos Rasmus Seebach findes den skelnen tilsyneladende ikke. Med ham er det, det ‘what you see, is what you get’.
Vi, som i den brede danske befolkning, kan lide det. Ligefrem knuselsker det, som jeg f.eks. oplevede det på årets Smukfest. Se salgstal, se på musicalen, der efter alt at dømme ender med at sætte publikumsrekord.
På det nye album 'Før vi mødte dig' er det tæt på at blive for meget. Det er tilegnet Seebachs søn Holger, og indimellem numrene er der små speaks, hvor far taler til sin søn om stort og småt. Det er FOR privat. FOR meget Morten Korch.
Men - og der er et stort MEN. Ja, fortællingen om Seebachfamilien har i den grad været med til at sælge varen. Det samme med Rasmus' ligefremme, ærlige persona. Men den vigtigste årsag er først og sidst musikalsk.
Ikke engang Nik & Jay i deres tegneserieunivers formår at skrive popmusik med så megen appel, hjerte og troværdighed som Seebach. Hans tæft for at skrive popmelodier, der kan synges af alle fra 3 til 103, er second to none. Også på ‘Venner for altid’.
Blandt andet i titelnummeret. Selvom det nærmest består af to er det ganske enkelt umuligt ikke at blive ramt af den smægtende 'Lufthavn i engelsk julefilm'-ømhed. Det gælder også ‘Farfar sang’. Om … gæt selv.
Det gælder også ‘Livets melodi’, en arketypisk glad fløjtende Rasmus-sang, der går linen ud, og som Kim Larsen ville give en daler og en fem Eiffel for at have skrevet.
Der er ‘Værste bedste år’ med degeneret sodavandsdiskoreggaebeat som Ace of Base (som han hylder i sangen). Det er rock’n’roll at stå ved sin fortid. Og det gør Seebach her. Og endnu smileymoment ved sommerens festivaler er født.
Medproducer Andreas Sommer, kendt fra Marie Key, (han er naturligvis fætter til Rasmus) bidrager med en vis elektronisk, lydlig coolness på albummet, men Seebachs sentimente er fortfarende analogt.
Der er ‘Kæreste’ med moderigtig, dansabelt latino-beat. 'Blir her lidt endnu' - der er i familie med Elton Johns ‘Sacrifice’ - driver i al sin tekstmæssige banalitet af følelse.
Seebachs sange handler fuldstændig ukunstlet om virkelige menneskers virkelige virkelighed og overvejelser om det, der nu fylder i hverdagen.
Til gengæld er duetten mellem Rasmus og Tommy i sidstnævntes gamle ‘Andeby’ for MEGET. Det bedste, man kan sige om det nummer, er, at det forhåbentlig tjener som en form for katarsis for unge Seebach.
Tommy kommer ikke tilbage. Vi er mange - der alt for sent - har forstået og anerkendt hans betydning for dansk popmusik. Guderne skal vide, at han fortjener en ærespris eller to. Jeg tror desværre bare ikke, vi kommer længere, hvad det angår.
Rasmus er tilbage. Byg videre på det.
Rasmus Seebach, 'Før vi mødte dig', album udkommer i dag.
