Formatet intakt ved vellykket turnéstart.

"Et langt liv giver mange historier," bemærkede Annisette Koppel til en kollega for et par år siden i forbindelse med udgivelsen af albummet "Love and Freedom". Hertil kommer, at den efterhånden 45 år lange historie om Savage Rose er rigere facetteret end de fleste: På næsten naturstridig vis har danskrockens vilde blomst eksisteret gennem (mindst) fire-fem inkarnationer gennem lige så mange årtier.

Fra brødrene Koppels banebrydende projekt i de sene tressere og tidlige halvfjerdsere, hvor Savage Rose tindrede lige så klart på den musikalske stjernehimmel som de største, internationale kolleger. Over den kortlivede inkarnation med Ken Gudman og Peer Frost, som kun nåede at udgive et enkelt album - "Wild Child" fra '73, som så til gengæld også blev en af de bedste danske rockplader overhovedet.

De dansksprogede, akustiske år på den yderste venstrefløj op gennem firserne. Comebacket i midten af halvfemserne og videre frem til den "nye" inkarnation af gruppen, som fandt sin form efter Thomas Koppels død i 2006 og efterhånden har eksisteret længere end den oprindelige udgave af Savage Rose.

I egen ret

I aften åbner bandet så endnu en turné, som falder forud for et nyt album, hvor de blandt andet har valgt at genindspille en stribe af de gamle Savage Rose-sange, som de allerede har haft på liverepertoiret i årevis. Jo, det "nye" Savage Rose fremstår som et sammentømret band i egen ret; med Rune Kjeldsen på guitar og uvurderlige Palle Hjorth bag tangenterne som de centrale figurer omkring Annisette, der vanen tro bakkes vokalt op af datteren Naja Rosa og Amina Carsce.

Og skærtorsdagens todelte seance i Aarhus får da også i høj grad karakter af en kondenseret præsentation af Savage Roses lyd anno 2014. Ingen eksotisk percussion som ved tidligere lejligheder, kun to monologer fra hovedpersonen i aftenens løb og så ellers atten sange spændende fra den tidlige livefavorit "Long Before I as Born" til en lille håndfuld sange fra det kommede album, som har fået titlen "Roots of the Wasteland".

Holdet går på scenen kvart over ni og lægger ud med et kort første sæt på bare femogtredive minutter, som kulminerer i en flot forløst version af "Freedom to Love" fra det sidste album. Da har vi allerede fået "The Shoeshine Boy is Dead" - fra førnævnte "Wild Child" - og "The Messenger Speaks."

Sidstnævnte hentet fra "Babylon" - et reduceret Savage Roses (dengang) skammeligt undervurderede, men ikke desto mindre mesterlige gospel/soul-udflugt skrevet under indflydelse af gruppens møde med både raceadskillelsen i de amerikanske sydstater og The Black Panther Partys militante modreaktion. Og "Babylon" synes at spøge i aften, hvor Annisettes svigersøn Frank Hasselstrøm spiller trækbasun, når han ikke sidder bag klaveret - ryg mod ryg med Palle Hjorth.

Hjertelig stemning

Andet sæt åbnes af en omarrangeret "Black Angel" - sangen, som oprindeligt dukkede op på dansk som "Den sorte engel" på albummet "Månebarn" i '92 og siden - i sin engelske udgave - blev titelnummer på Savage Roses comebackalbum tre år senere. Et triumvirat af nye sange følger: Singleforløberen "Mr. World," som allerede er udkommet, afløst af "The Storm" - en ildevarslende sag skrevet i tiden op til Thomas Koppels død i Puerto Rico.

En kvinde blandt publikum råber "vi elsker dig, Annisette!," og indrammer meget godt den hjertelige stemning i det stopfulde lokale. Der er svært ikke at holde af hovedpersonen, som forlader scenen for en stund, mens musikerne folder "Byen vågner" - fra den i sin tid så kontroversielle ballet "Dødens triumf" - ud.

Så vender Annisette tilbage til en sidste kraftpræstation, idet aftenens andet sæt bliver godt og vel dobbelt så langt som det første og kulminerer med et overbevisende livtag med klassikerne "Wild Child," "Refugee" og til sidst også signatursangen "What Do You Do Now?" og "Long Before I Was Born." Og det giver mening.

Nutidigt perspektiv

Da undertegnede for nylig talte med Annisette om hendes overvejelser omkring genindspilningen af de guldrandede klassikere fra bagkataloget, fortalte hun, at hun var kommet til følgende konklusion: "Det tager ikke noget fra de gamle indspilninger; de er der stadigvæk. Men nu får folk en anden version, i nutidigt perspektiv, med nogle musikere, som slet ikke var født, dengang de første plader blev indspillet."

Det ræssonement giver mening i aften, hvor Savage Rose for gud ved hvilken gang folder sig ud i smukkeste flor.

Og mens det ikke giver megen mening at sammenligne aftenens hold med det ganske unikke sentresser-Savage Rose, er det mest utrolige måske, at Savage Rose har eksisteret som omskifteligt - men aldrig uvedkommede - musikalsk fænomen næsten lige så længe, som der er noget, der har heddet seriøs rockmusik herhjemme. Jeg mener, kan man andet end at tage hatten af?

Voxhall, Aarhus, torsdag d. 17. april 2014