Jeg har en teenagedatter, 18-årige Olivia, som er vild med Magtens Korridorer. Og jeg var til en koncert, hvor gennemsnitsalderen efter eget skøn har været en 10-20 år højere og tilmed en hård kerne af en del 50+. Måske unødvendigt at skrive: I går var de også vilde med Magtens Korridorer. Her er vi altså i et segment, hvor det at udfylde klichéen med at være bredt folkelig, festlig og fornøjelig ikke er skældsord, men hæderstegn.
Specielt når et begavet band ikke kun leverer åndelige popcorn (for det kan de også med god humor). Men de kan tillige omfavne mangfoldige, mislykkede eksistensers bristede drømme, så kun træmænd m/k ikke føler sig ramte af den varme, som Johan Gotthardt Olsen & Co. synger om dem med.
De første numre havde en lidt famlende fremfærd, som om bandet ikke rigtigt troede på det selv: Publikum leverede en berusende landskampstemning fra dengang, landsholdet var noget, som man talte om. Et par skæve akkorder. Et par numre, der ikke helt swingede igennem. Men så var det, som om band og publikum fandt sin symbiose, og resten – ville mange publikummer sige – er historie.
Højdepunkterne sidder stadig i kroppen her en sen aftentime efter koncerten som album-titelsangen "Milan Allé" fra 2009 og ikke mindst skrål med-sangen, som selv de mest forelskede trods sangens åbenlyse humor i mørke øjeblikke kan genkende ved dødsens alvorlige diskussioner om eksempelvis tykkelsen på en skive rugbrød (Den skal i øvrigt være tyk for h……!): "Lorteparforhold!"
Der er et eller andet ved den sang, som rammer historien om Magtens Korridorer meget godt ind. Noget til tider dybt kompliceret og alvorligt, som i flaben på Johan Olsen med tilhørende, total publikumsopbakning udstilles i poetisk simplicitet, der med de rette proportioner over for resten af verdens dårskab gør det hele til at leve med. Og for.
Dermed er Magtens Korridorer blevet ikke "bare" et partyband, men et band, som man på forunderlig vis er meget tryg ved, fordi de dyrker det uperfekte menneskes skønhed og undervurderede potentiale på den kærlige, respektfulde og ikke omklamrende, pseudosolidariske vis.
Her er intet kildevand på scenen (så er det sagt). Her ville enhver stylist blive øjeblikkeligt arbejdsløs. Her er det brune værtshus ophøjet til rockscenen på en måde, så håbløsheden forvandles til håb. Mest fordi den mørke og melodiske, danske rock virker så ægte.
Det nye nummer fra skuffen, "Giv Mig En Dag (før jeg dør)," som ekstra-ekstranummer har netop den jordnære poesi, som jeg ikke mindes at have hørt ramme folkesjælens bund på samme måde, siden en Kim Larsen skabte sine allerførste spor i den danske sanghistorie. Flere oplagte, danske rockklassikere er med på seneste album "Før Alting Bliver Nat" og var med på sætlisten. Eksempelvis Jeg Vil Hellere Dø" og "Festede Alene".
Men bare med mere kant end hos den tidlige Larsen, fordi det hele er pakket ind med kaskader af guitarer og bundsolide riffs fra Rasmus Kern og Niklas Schneidermann. Og så et vist intellekt udsprunget ikke mindst fra dynamoen Johan Olsen, som nok har en ph.d. i proteinkrystallografi, men ikke koketterer med sin hvidkitlede parallelverden uden for det brune værtshus på anden vis, end at han simpelthen bare er værd at høre på og le med.
Bassist Terkel Møhl og trommeslager Anders Ramhede skabte det stabile grundlag, hvor intet hen over midten af koncerten syntes at kunne gå galt. Heller ikke, da den vidunderlige "Nordhavn Station" og "Pandora" skabte så meget sammenhold, at Johan Olsen med sindsro (og traditionen tro) kunne stage dive helt ned for enden af salen, uden nogle behøvede at være nervøse for sangerens ve og vel.
Her var der også et band på total hjemmebane på Vesterbro, som skabte en stemning omkring dem, som jeg husker fra Roskilde Festivalens Orange Scenes langt større volumen, der gav en tilsvarende stjernestund for Magtens
bekendte hesteluder Anne Grethe. Men okay – så havde forudsigelighedens kedsommelige væsen måske vist sig, og han var helt fraværende denne skønne, lørdag aften på Vesterbro.
Magtens Korridorer, Store Vega, København, lørdag d. 22. november 2014
