»Den er god nok, han kommer til sommer.«

Danmarks førende Beatles-ekspert, Arno Guzek, fortæller til BT, at trommeslageren i tidernes største band The Beatles lander i Danmark som hovednavn ved festivalen 'Rock i Lunden' i Horsens.

Koncerten med Ringo Starr bliver først officielt annonceret på fredag d. 1. december, men allerede nu kan BT afsløre, at Ringo Starr er sommerens store overraskelse i 'Rock I Lunden og samtidig fortælle hvem, der bakker den legendariske Beatle op på scenen, når han kommer forbi Danmark på den kommende Europa-turné.

Ringos All-Starr-band består blandt andet af den tidligere 10CC, Graham Gouldman, der i sig selv er noget af en pop-legende.

Ud over 'Im Not In Love' og de mange 70'er-hits med 10CC har han skrevet klassikere som 'No Milk Today' til Hermanns Hermits, 'For Your Love' til Yardbirds' og 'Look Through Any Window' for The Hollies. Før 10 CC var han medlem af The Mindbenders.

Sammen med Graham Gouldman står også Steve Lukather fra Toto på scenen sammen med Ringo Starr samt Gregg Rolie fra Santana, Colin Hay (Men At Work) samt de to suveræne session-musikere Warren Ham og Gregg Bissonette.

På scenen er der garanti for et genhør med en række af de Beatles-klassikere som Ringo Starr sang sammen med John, Paul og George.

Blandt andet 'Yellow Submarine', 'Dont Pass Me By', 'Act Naturally', 'Octopus's Garden' og Sergeant Pepper-klassikeren 'With A Little Help From My Friends' samt Ringos egne hits som 'Photograph' og 'It Dont Come Easy'. Numre som Ringo altid spiller på sine turnéer.

»Jeg regner med at det bliver sidste gang, vi ser ham på scenen. Jeg tror ikke, Ringo kommer ud at spille mere, han bliver jo 78 næste år,« siger Arno Guzek, der har sine oplysninger om den danske koncert direkte fra Ringo Starrs engelske organisation.

Sidste gang den 77-årige musiker, der er født Richard Starkey, var på turné var i 2011. Her spillede han på 'Værket' i Randers.

Det er 'Musikforeningen Eigils' ved John Møller og 'Horsens and friends' ved Frank Panduro, der står bag 'Rock i Lunden', og således præsenterer Ringo Starr i Danmark. Men Panduro vil ikke bekæfte Ringo Starrs danske koncert - endnu.

»Vi har en masse spændende navne, og dem præsenterer vi først på fredag d. 1. december,« siger koncertarrangøren til BT.

Billetterne til 'Rock i Lunden' bliver sat til salg fra d. 2. december via Ticketmaster.

Horsens-festivalen er en række koncerter over sommeren, og alle navne til 'Rock i Lunden' vil blive offentliggjort fredag.