Musicalen ’Cats’ er på vej til Danmark i en engelsk version. BT mødte dens filippinsk-engelske stjerne Joanna Ampil i Berlin. Her er historien om 'Cats' store hit ’Memory’.

Egentlig er katten Grizabella en falmet, måske ligefrem afdanket skønhed. Et klassisk eksempel på en diva, der nu lever i minderne om det, der var engang. Det taget i betragtning har hun gjort det ret godt. Musicalen ’Cats’ er blandt verdens ti bedst sælgende musicals nogensinde, alt afhængig af udregningsmetoden.

Grizabellas sang 'Memory' er for nylig kåret som den tyvende mest populære musicalsang nogensinde af magasinet Vulture. Komponisten Andrew Lloyd Webber deler meningerne, også blandt musicalfans, men man dårligt tage den melodiske tæft fra manden, der udover ’Cats’ også står bag bl.a. ’Phantom of the Opera’ og ’Evita’.

For mange i den rette alder vil katten Grizabella for altid være forbundet med Ellen Paige, selvom hun kun sang 'Memory' i et par år efter premieren på 'Cats' i 1981. Senere er den sunget af adskillige divaer – blandt andre alle divaers moderdiva Barbra Streisand på en plade, som har en stor del af æren for sangens berømmelse. Nicole Scherzinger har nok været den største stjerne i rollen i nyere tid.

Egentlig var det ikke meningen, at ’Memory’ skulle have været med i musicalen.

Oprindelig skrev den aktive Lloyd Webber sangen til netop ’Evita’, men fortrød. Senere forsøgte han uden held at passe den ind i musicalen ’Sunset Boulevard’.

Joanna Ampil - og Grizella - backstage.
Joanna Ampil - og Grizella - backstage. Foto: Pressefoto
Vis mere

Selvom den flamboyante komponist og hans medproducenter havde en klar idé med oplægget til ’Cats’, der er baseret på et par digte af T.S. Elliot, manglede der noget. Det var en del af hans drøm, at musicalen skulle vise forskellige sider af hans musikalske talent - 'Cats' består af alt fra klassisk musik, music hall, pop, jazz, rock til delvis gospellydende hymner. Men hittet. Det manglende.

‘Memory' blev trukket frem af skuffen. Og selvom komponisten frygtede beskyldninger om plagiat af bl.a. Ravels 'Bolero' og The Mamas and Papa’ s ’California Dreaming' endte den i ’Cats’ i to versioner.

At sangen kort efter skulle blive Ellen Paige's signatursang (på linje med 'Don't Cry for Me Argentina') skyldtes en af de utallige tilfældigheder i underholdningsbranchen.

»Jeg er ikke overhovedet overtroisk, men på en underlig måde bragte skæbnen mig til 'Cats',« skriver hun på sit site.

»Jeg lyttede en nat til bilradioen, hvor jeg hørte en stump af ’Memory’ som forsmag til en gennemspilning af hele det musikalske 'score' til ’Cats’, som ville komme efter midnatsradioavisen. Jeg skyndte mig ind i huset for at finde en båndoptager og fik optaget det direkte fra radioen. På vejen fra bilen til huset løb en sort kat på tværs af indkørslen – og jeg huskede min mors ord: ’Hvis en sort kat krydser din vej betyder det held og lykke'.«

Ellen Paige spillede 'Memory' hele natten på sin discman.

»Det var min sang. Jeg besluttede at ringe til Andrew Lloyd Webber næste morgen for at tigge om at komme med i musicalen vel vidende, at Judi Dench havde rollen som Grizabella.«

Næste morgen ringede producenten og inviterede Paige til et møde. De havde fået et problem. Dench havde sprunget en achillesscene. Producenten forklarede undskyldende, at der kun var den ene sang til Paige i ’Cats’, og ikke en hel stribe som i 'Evita'.

»Jeg skyndte mig at slå til,« siger Ellen Page.

35 år senere har Joanna Ampil overtaget rollen fra Nicole Scherzinger, tidligere Pussycat Dolls.

»Jeg hørte den første gang i radioen som niårig. Det lykkedes mig at lokke min mor med i teatret, hvor vi så den tre gange i rap. Siden har jeg været solgt,« siger hun, da BT møder hende på et teater i Berlin, som optakt til besøgene i Danmark.

Hvis Ampil er en diva, er hun et jordnært eksemplar af racen. Hun, der deler sit liv mellem London og hjemlandet Filippinerne, har optrådt i 'Cats' i tre omgange. Vi møder hende i et beskedent omklædningsrum.

»Man går bare ind og synger 'Memory'. Det er blevet en form for passion for mig. Et ansvar,« siger hun.

Tusinder af mennesker har et særligt forhold til sang?

»Ja, det har jeg jo selv. Den har været livsændrede for mig. Det er det samme for mange andre i min egen vennekreds. Den sang rummer så meget følelse. Det er en kæmpe udfordring. Så længe man er ærlig overfor sangen - det vil sige undlader at forsøge at ændre den - får man også publikums respekt.«

Nu er Grizabella bare en kat. Men kan du relatere hendes figur?

»Alle mennesker har været ofre. Jeg har selv mine sår, som alle andre mennesker, og som jeg trækker på hver aften. Jeg har aldrig været udstødt, men jeg ved, at millioner af mennesker er det. Det er den følelse, man skal spille på.«

Cats spiller i Royal Arena fra 25. til og med 29. oktober og fra 1. til og med 3. november i Forum Horsens.

Joanna Ampil i 'Cats'.
Joanna Ampil i 'Cats'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Cats

Cats er en musical af Andrew Lloyd Webber. Musicalen er i høj grad præget af sang og dans. Den er spillet på mere end 20 sprog, først på New London Theatre i 1981. I Danmark opsat første gang i 2002 på Det Ny Teater i København.

Musicalen er uden egentlig handling, men baseret på digte af T. S. Elliot. Selve musicalen foregår på en losseplads. Man følger kattenes liv, når menneskene ikke ser på dem. Musicalen har ikke en hovedhandling, men præsenterer os dog for mindre handlinger som eksempelvis Grizabella, glamour-katten, der søger de andres accept, efter at være blevet kørt ned af postbuddet.

Af kendte medvirkende i originaludgaven fra London kan nævnes Elaine Paige, Sarah Brightman, Susan Jane Tanner og Terrence Mann.

En filmudgave af musicalen er ved at blive indspillet med digitalt computeranimerede katte. Den er produceret af Cirque du Soleil.