De svenske popgenier med en glad og stolt Marie Fredriksson i spidsen afleverede en regulær party jukebox af en koncert i Jelling lørdag aften
ROXETTE, Jelling Festival, lørdag aften * * * * *
Nu beder jeg Dem; hvad ligner det, at jeg, en voksen mand (ja, der skal sgu nok være dem, der er frække nok til endog at kalde mig en VELvoksen mand), står en hvinende kold majaften på en mark i Jelling og synger lykkeligt med på en sentimental svensk popsang? Og det sågar med et forræderisk udslip fra vandværkerne i øjenkrogen.
Okay, det har så næppe været kønt for de omkringstående, men årsagen til ovenstående adfærd var altså én af alle tiders mest fængende popsange, ”It Must Have Been Love”, bandet var Roxette, og dét, svenskerne præsterede i Jelling, må betegnes som noget af et mirakel set i lyset af dét, vi oplevede på Skanderborg Festival for små fem år siden.
Dengang var sangerinden Marie Fredriksson – næsten bogstaveligt talt – en rystende skygge af sig selv og var tilsyneladende slet ikke kommet sig over den hjernesvulst, hun blev diagnosticeret med i 2002 og siden behandlet for.
For fem år siden fik man brug for dræn i øjenkrogene, fordi man syntes, det var synd, at hun skulle trækkes ud i manegen i dén tilstand. Og fordi at i hvert fald jeg ikke regnede med nogensinde at se Roxette i form igen.
LÆS ANMELDELSEN FRA SKANDERBORG HER
Lørdag derimod var det en helt anderledes livsglad og smilende Marie, som - siddende på en stol på scenens midte - var tydeligt lykkelig for bogstaveligt talt at være i øjenhøjde med det publikum, der elsker hende så højt. At hun stadig er for dårligt gående til at stå på scenen er forståeligt, men hendes stemme er blevet langt bedre og blev det også i løbet af koncerten. Når hun så tilmed er mere end godt hjulpet af en dygtig backingsangerinde og kompagnonen Per Gessle, var det sådan set bare om at nyde en Roxette koncert, som i løbet af halvanden time udviklede sig fra det glimrende til det formidable.
Se, Per Gessle har skrevet nogle af de bedste ørehængere i pophistorien, og når man får dem serveret op mod hinanden, som vi fik det i Jelling, er det ligeud ærefrygtindgydende.
Starten gik med en veloplagt ”Sleeping In My Car” og derfra gik det slag i slag med hit på hit med bl.a. ”Big Love”, ”Crush On You”, ”She’s Got Nothin’ On (But The Radio)” (én sang hvor selve titlen også er en klassiker!) og førnævnte ”It Must Have Been Love”, inden Roxette satte i med en overdådig party-jukebox af en slutspurt med ”Fading Like A Flower”, ”How Do You Do!”, ”Dressed For Success”, ”Dangerous”, ”Joyride”, ”Listen To Your Heart” og ”The Look”.
Alt sammen fremragende og entusiastisk spillet af et ualmindeligt veloplagt band, hvor især den evigt smilende leadguitarist Christoffer Lundquist regulært imponerede. Men hvad fanden er der ikke at smile ad, når man får lov at spille med på nogle af – ja, så kommer den igen – musikhistoriens bedste pop(rock) sange.
LÆS OGSÅ:
Så gør man det sgu’ ordentligt, og det gjorde Marie og Pers musikere i Jelling, hvor ikke mindst ”How Do You Do” og ”Dangerous” blev afleveret med bedårende tvangfrit og swingende drive.
Jo, gu’ er det pop(rock) og gu’ er det endda sine steder banalt, men det er også sangkvalitet på et niveau, at man simpelthen er umusikalsk, hvis man ikke vil anerkende omtalte kvalitet.
Ja, det kan godt være, jeg burde skamme mig over at være så kategorisk.
Men det gør jeg ikke. Tværtimod.
Tak for den oplevelse Roxette! Kom snart igen . . .
Tekst af: Steffen Jungersen, Steffenjungersen.dk
