Guitarist Kristian Riis og keybordspiller Rene Thalund fra Newphew har netop udsendt albummet 'N+' under navnet True Nord. De har rejst verden rundt for at skabe musikken.

Nephew er på vej tilbage med nyt album og en turné, der bl.a. bringer dem tilbage til Roskilde Festival 2018 efter en lang pause.

Ud over at være faste medlemmer i et af Danmarks mest populære bands siden årtusindeskiftet, er både Kristian Riis og René Thaulund et par særdeles driftige herrer med mange jern i ilden.

Riis har sideløbende med Nephew været en central brancheperson, der har bestridt poster som direktør for Music Export Denmark, Volcano Management og Bremen Teater. Teknologi-mesteren René Thalund er en efterspurgt mand i forhold til produktion og teknologisk design, på såvel indspilninger, som i live-sammenhænge, hvilket senest genopståede Gangway har nydt godt af.

De to kollegaer og venner har gennem de sidste 15 år tilbragt ikke så få timer sammen i både ind- og udland, ikke mindst Los Angeles, som er blevet Kristians andet hjem.

På en ferie i Sri Lanka for tre år siden udsprang idéen til True Nord. Bandet udsendte i november debutalbummet '+N' på gaden, og har lige afsluttet sin første Danmarks turné.

»Jo mere rutine, man får, jo mere får man også sat ting i systemer og rammer, hvilket vi kender fra Nephew. Med True Nord var ønsket at starte fra scratch igen, og bygge det hele op på en ny og åben måde. Vi har en masse med fra Nephew, som har influeret True Nord, og nu har vi høstet en masse nye erfaringer, som helt sikkert også vil bidrage med den måde vi arbejder med Nephew på i fremtiden,« siger Rene Thaulund til BT.

Albummet '+N' kan ses som en rejsedagbog over 2-3 år, hvor Kristian og René har rejst verden rundt med en mikrofon og en laptop og indgået i samarbejder på tværs af nationaliteter, kulturer og kontinenter.

Omkring 25 mennesker medvirker på albummet fra lande som Sri Lanka, USA, Sydafrika, Kenya Sverige og Danmark, og sangene er opstået i alt fra en hytte i den sydasiatiske jungle, et køkken i Sydafrika, en trailer i Joshue Tree-ørkenen, et hus i Malibu og bandets eget sommerhus i Danmark. Til sidst er alle stumperne samlet i Renés hjemmestudie i overetagen på hans lejlighed i Århus.

True Nord er som en levende organisme, der tager sig forskelligt ud fra aften til aften.

»Vi opfatter det som en musikalsk legeplads, et åbent kollektiv, men det er vigtigt at fastslå, at True Nord er et band, ikke et projekt. Vi har skabt en ramme, i form af nogle sange, hvor vidt forskellige mennesker fra forskellige lande, kulturer og genrer indgår,« siger Kristan Riis.

»Men selvom vi har bidrag fra så at sige alle verdenshjørner, har vi ikke ønsket at lave verdensmusik. En fantastisk kunstner som Damon Albarn, har ikke mindst som solist, taget udgangspunkt i blandt andet afrikansk musik, hvor det modsat har været vigtigt for os, at samle de mange inputs i en nordisk ramme. Der er en nordisk lyd og stemning, der gennemsyrer det hele, og deraf bandnavnet,« siger Rene Thaulund.

Sammen med Raveonettes' Sharin Foo, der også har et hjem i Los Angeles, står Kristian Riis i front for initiativet Nordic L.A., hvis formål er at skabe en base, der knytter bånd mellem nordisk kultur og kreative og erhversmæssige forbindelser i verdens den kulturelle smeltedigel Los Angeles.

»Los Angeles er verdens kulturelle hovedstad, og den primære base for pladen, med den nordiske kulde og melankoli som udgangspunkt. Det kan være svært at se sig selv udefra, men for mig er der ingen tvivl om, at der er en nordisk kulturarv, som går igen fra TV, film, design og musik. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at nordiske skuespillere kan indgå stærkt i en mørk, international produktion som 'Game of Thrones'. Vi har noget i vores historik, klima og kulturarv, der har en særlig tone, og det har vi ønsket som base for True Nords musik,« siger Kristian Riis.

Om Nephew: Fantastisk følelse

I takt med udgivelsen af True Nords debutalbum, kom der nyt livstegn fra Kristian og Renés hovedband Nephew, der efter fem års relativ stilhed, langt fra viste sig at være glemt. Nephew  udsolgte hurtigt annoncerede koncerter i Boxen i Herning og i Royal Arena, i alt 30.000 billetter. Meget mere om det senere, men Kristian og René løfter en flig for hvad bandets mange fans har i vente.
»Interessen har været meget overvældende, hvilket vi på ingen måde har kunnet tage for givet efter mange års tavshed. Det var en fantastisk følelse, at både Boxen og Royal Arena blev udsolgt, så hurtigt. Nu har vi så offentliggjort koncerter på Roskilde Festival og SmukFest til sommer. Vi glæder os til at komme ud og spille for vores publikum, der tilsyneladende ikke har glemt os,« siger René Thaulund.
»Og vi arbejder for tiden på ny musik, skal vi ikke udtrykke det sådan. Man kommer til at høre mere fra Nephew,« tilføjer Kristian Riis.

Om Gangway: En klump i halsen

Gangway, der for 35 år siden satte nye standarder for intelligent, dansk populærmusik, genopstod her i efteråret, ved en række koncerter. Men for at genskabe det musikalske univers i en nutidig live-sammenhæng, var der brug for ekspertice ude fra i form af René Thalund.
»Jeg blev spurgt om at genskabe Gangways lyddesign og lydunivers fra bunden. Det kom samtidigt med fokus på True Nord og Nephew, men det var en opgave, jeg simpelthen ikke kunne takke nej til. Jeg kender alle de stærke 80er hits, som 'Sitting in the Park' og 'My girl' and me, men det er især 'The Quiet Boy Ate the Whole Cake' fra 1991, som har en helt særlig betydning. Den landede meget tungt på min og Carsten Hellers (ungdomsven, soulmate og Nephew-producer) pladetallerken. Jeg fik lidt en klump i halsen, da vi spillede åbningsnummeret 'Biology', fra pladen i Koncerthuset, og kunne se et midaldrende publikum blive 25 år gamle igen, lige for øjnene af mig.