Dorthe Gerlach og Michael Hartmann var tæt på skilsmisse, men kærligheden og deres duo Hush overlevede.

Gennem tiden er der udsendt mange rockalbum, baseret på oplevelser i forbindelse med musikernes egen skilsmisse. Noget sjældnere, om nogensinde, er der udkommet et ‘vi fik vendt en lurende skilsmisse til noget godt’-album.

Men et sådan har den danske countrypopduo Hush netop udsendt under titlen ‘Sand’. De fleste sange tager udgangspunkt i en periode,, hvor parret trykkede på stand by-knappen både i parforholdet og i Hush.

»Virkeligheden er nu engang det bedste udgangspunkt for sande sange,« siger Michael Hartmann tørt.

BT møder ham og hustruen Dorthe Gerlach (kendt fra TV 2-programmet ‘Toppen af poppen’) i et hus på Nørrebro i København, hvor også L.O.C.s og Volbeats forretninger holder til. Hush's luftige pop står i skærende kontrast til de to bands hhv. rap og heavy metal.

For godt og vel fem år siden var Gerlach nået til et punkt, hvor alt i hendes liv var til indre debat. Ægteskab, karriere, hende selv. Hun mødte sin mand, da hun var 17 og han 28. De har spillet sammen lige så længe.

‘I had a hundred miles I had to walk alone’, som hun synger i ‘Home’.

»Det var min mig-mig-mig-periode,« som hun siger med et grin -  bl.a. med en henvisning til soloalbummet ‘Natlys’ (2014), der med sit elektroniske lydsætning ikke just ligner et klassisk Hush-album.

Kærlighedens comeback

Vejen til duoens - og kærlighedens - comeback gik for snart tre år siden i første omgang omkring Michael Hartmanns barndomshjem i Jylland. Begge hans forældre blev syge og døde.

»Min søster og jeg brugte månedsvis på at tømme huset og køre ting på fyldingen (genbrugstationen på østdansk, red.). Den sidste dag, inden huset skulle lukkes helt ned, skrev min søster på Facebook, at folk bare kunne komme og hente, hvad de ville,« siger Hartmann.

Og Gerlach tilføjer:

»Bare, man råber 'gratis' på Facebook, så kommer folk, hæ. Der var en meget speciel stemning i  mine svigerforældres hus den dag. Et clash mellem Michael, der stod der alene, trods omgivet af folk. Han, der skulle sige farvel til sin barndom, vemodet. Jeg kommer aldrig til at glemme den situation. Som hende, der elsker ham, der mister, kan man ikke rigtig gøre noget. Hvor gerne man end vil,« siger hun, og tilføjer:

»Selvom Michael og jeg var i en fase, hvor vi ikke vidste, om det var os, var der jo en kærlighed til den mand, jeg havde været sammen med i årevis. Og til mine svigerforældre, som jeg havde mistet.«

Skulle det være os?

Oplevelsen - ikke mindst følelsen - i huset blev til nummeret ‘I Grew up in this House’. Siden blev det til flere numre, og langsomt, men sikkert en bekræftelse af den kærlighed, der havde været på vågeblus.

»Jamen, det var en diskussion, om vi skulle være sammen. Om jeg skulle bo, hvor jeg boede. I dag er jeg glad for, at vi tog os tid. Tid til at råbe ad hinanden, hvis det var det, der skulle til. Vi fik ryddet op ordentligt. Vi skulle finde hinanden igen som voksne mennesker,« siger Gerlach, og vender sig mod sin mand, der replicerer:

»Der blev ikke fejet noget ind under gulvtæppet mellem Dorthe og jeg. Det var måske ikke de sjoveste år at komme igennem. Til gengæld føler jeg, at vi står styrket i dag. Indspilningerne til det nye album har været nærmest været gnidningsfri,« siger Michael Hartmann.

Efter Dorthe Gerlachs mening handler det om at stå ved sine kriser, men også søge mod gnisten og det, der skabte kærligheden oprindelig.

»Folk har det med at inddele deres liv i dårlige faser - og gode faser for den sags skyld. Min læring er, at der altid vil være lys et eller andet sted, selvom det mest er sort. Og sådan var det j også med Michaels forældre: Der er stadig gode dage,« siger hun.

Og skulle man være i tvivl om Hush stadig har den følsomhed, der har præget deres musik siden begyndelsen, kan man lytte til 'Home'. Eller som Michael Hartmann siger:

»Jeg bliver stadig lige så rørt, når Dorthe synger, som hun gjorde i begyndelsen. Dorthe har en kanal til sine følelser, som ingen andre. Hun har nemt til grin. Nemt til tårer.«

Hush tager på en meget lang turné i marts, april og maj.

FAKTA OM HUSH

Hush er en dansk popduo der har eksisteret siden 1997, duoen består af sangeren Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann.

Michael Hartmann har en fortid som musiker for Marie Frank, men fik i 1997 lyst til at arbejde med egne ideer. Han fik kontakt med Dorthe Gerlach, og de dannede i første omgang en gruppe med tre andre musikere, som spillede mere tempofyldt og rocket musik, end de senere er blevet kendt for.

Duoen besluttede sig for at tage til en showcase i London i 2002, hvor de spillede for en række engelske branchefolk. En konsekvens af dette blev, at de fik en engelsk manager. I begyndelsen af 2003 drog de til Nashville for at udveksle ideer med amerikanske sangskrivere, og dette bekræftede dem i, at de havde et særligt musikalsk udtryk.

I 2004 udkom omsider det første album, 'A Lifetime', der solgt næsten 45.000 eks. i Danmark.

De har i alt udgivet seks album.