Efter en pause på otte år er den danske rocklegende CV Jørgensen på vej ud på turne. Efter nyheden om CV's koncert på næste års Roskilde Festivalen kommer det  muligvis ikke som den helt store overraskelse, men ingen tvivl om at det vil glæde de mange fans, der ikke har glemt manden, der i 1977 brød igennem med albummet 'Storbyens små oaser' - og fik Rockdanmark til at synge med på sangen om det ganske lille band, der 'spiller for freaks på piller & coke & for modeller på sprut & galar & vi spiller for de stoffer vi selv render rundt og indta'r'.

Koncerterne foregår i april med start på CV's hjemmebane i Birkerød, hvor han residerer i et hus tæt på Furesøen. Det er 15 år siden, han sidste udsendte et nyt album, 'Fraklip fra det fjerne'. Men dog kun fem år siden, der udkom et livealbum.

Om der kommer et nyt album, vil vise sig. Men i en pressemeddelse fra bookingbureaet PDH antydes det, at der muligvis kan være noget i vente.

»CV Jørgensen har siden da ikke udgivet nogen nye plader, men han arbejder konstant på nye sange, og som det meste med ham er intet givet på forhånd. Bortset fra at han nu vil ud og møde sit publikum igen ved fire koncerter i foråret 2018. Det er sikkert og vist,« står der i pressemeddelelsen.

CV Jørgensen møder frem til koncerterne med sine faste musikere, Knut Henriksen (bas) og Gert Smedegaard (trommer) samt Gustav Ljunggren (tangenter, guitar m.m.). Det eneste nye, unge islæt bliver guitaristen Rune Kjeldsen, der bl.a. spiller med Hush og Poul Krebs.

Karrieren er indtil nu forløbet i flere faser, westcoastrock-årene i 70erne med bl.a. salig Erik Falck og Ivan Horn, 'Tidens Tern', guitarrockperioden i 80erne, en roots-periode frem mod de sfæriske 'Sjælland' og 'Fraklip fra det fjerne'.