Bob Marley er et navn, som burde få klokkerne til at ringe hos de fleste musikelskere verden over. Navnet har dog ikke udelukkende givet associationer til musikkens verden, da det ofte også associeres med en grøn bregnelignende og hallucinerende plante. Nu har Bob Marleys familie lanceret et helt nyt cannabisbrand i reggaekongens navn.

Det nye brand har fået navnet Marley Natural og er det første globale cannabis-mærke. Det nye produkt vil blive solgt de steder, det er muligt, hvilket vil sige de steder, hvor cannabis er lovligt. Det vil dog ikke kun blive solgt som nydelsesmiddel, men også som cremer og lotions, der indeholder det omdiskuterede stof. Materialistprodukterne vil kunne købes flere steder end rygeproduktet, da der i forvejen findes lovlige cannabisholdige produkter på hylderne i mange apoteker og lignende forretninger.

Bob Marley, som selv var fortaler for de medicinske og helende effekter i cannabis, ville sætte stor pris på det initiativ, som familien har taget, ifølge datteren Cedella Marley.

- Min far ville være så glad, hvis han fik lov at se, at folk har forstået og anerkendt de medicinske effekter i cannabis, siger Cedella Marley, som ser lanceringen som en måde, hvorpå de kan hædre faderens arv, til The Guardian.

Bob Marleys anskuelse og budskab om cannabis som et kreativitetsfordrende, inspirerende, helende og positivt middel vil familien forsøge at viderebringe til verdenssamfundet. I en tid, hvor stoffet diskuteres i samfundsmæssigt, politisk og privat regi, kan dette initiativ måske føre til et mere nuanceret syn på cannabis. I en pressemeddelelse skriver Marleys familie:

- Vores mission er at hæve Bobs stemme og hans indsigt og derigennem hjælpe folk med at indse det positive potentiale i cannabis for sind, krop og sjæl. Undervejs vil vi hjælpe med at ændre uretfærdigheden i, at cannabis er ulovligt mange steder i verden.

Pressemeddelelsen afsluttes således:

- Hvis du er inspireret af naturens helende kræfter, hvis du tror på en mere retfærdig, fredfyldt og fælles fremtid, så tag del i denne historiske bevægelse og gør Marley Natural til en verdensomspændende kraft for positive forandringer.