Gangways comebackkoncert i DR Koncerthuset blev en sjældent varm, overrumplende oplevelse. Såvel teknologien, som den diskrete poptrio har udviklet sig mærkbart, siden de stoppede for 20 år siden. Det var både groovy og melodiøst.
»Vi har savnet jer,« råbte en mand på et tidspunkt.
»I lige måde,« sagde sanger Allan Jensen nede på scenen. Ikke så underligt for hans vedkommende. Ellers havde de vel ikke fundet sammen igen.
Men gu’ har vi andre - uden at ane det - savnet Gangway, som et lille barn kan savne sine forældre. Det ved vi nu, mens disse linjer skrives.
På vejen ud til DR Byen diskuterede jeg med kofangeren på den forankørende bil, hvad man kunne forvente af den kommende koncert. Næppe et halvhjertet, lurvet ladvognsnostalgi-show. Det ville på en eller anden måde ikke være de diskrete popkunstnerne Gangway. Men hvad så?
Gangway var den forkætrede 80er danskrocks blege, nørdede Rasmus Modsat-lillebror, der sad på sit værelse og lyttede til The Cure, Joy Divison og The Smiths, mens de andre rimede hjerte på checkhæfte.
Det skulle vise sig at blive en endog meget, meget stor comebackaften.
Allerede under ’Sitting in the Park’ blev jeg ramt af en mindre åbenbaring.
Der var den usædvanligt varme velkommen-hjem-stemning. Om Gangways medlemmer er krammetyper, kan man have sine tvivl om, men det er deres publikum til gengæld. Rullekraven og leopardbukserne, Nikoline Werdelin-style, der i sin tid blev flashet på Krasnapolsky, er muligvis skiftet ud med en bordeauxfarvet Audi ude på p-pladsen ved DR Byen, men følelsen lever.
Der var lyden. Som en DR-ansat sagde ved baren, ’det tror fanden, for 3,4 mia. kr. (prisen på DR Koncerthuset) skal det lyde godt’. Og det gjorde det, lidt mørkt, i betydningen ikke så meget diskant i lydbilledet, men en god klar lyd især på synths og de to keyboards, programmeret til at skabe melankolsk, low-fi filmisk 80er og 70er lyd. Vi skulle dog ret langt ind i koncerten, før der var ordentlig lyd på Henrik Ballings køligt fine guitarspil.
Der er Allans Jensen vokal, der har overlevet de næsten 20 års pause, måske ikke så kraftfuld, men stadig den personlige klang. Han står stadig i angrebsstilling med sin mikrofon midt på scenen, og efterhånden som han fik sunget sig varm, blev det næsten som at være der selv dengang.
Der er melodierne, de fantastiske melodier som f.eks. ’Violence, Easter og Christmas’, ’Go Go Go’, ’Thermometer Song’, ’Don’t Want to Go Home’, og Didn’t I Make You Laugh’. Balling skrev den ene, aldrig indsmigrende eller phoney, simpelthen bare iørefaldende melodi efter den anden på den understatede, uforudsigelige Gangway-måde.
Den næsten nye ’Don’t Want to Go Home’ fra Ballings gruppe The Quiet Boy er dog større anlagt, den lød stor og meget britisk i Koncerthuset.
Teknologien har udviklet sig en hel del, siden Gangway sidst spillede live. Hvis sandheden skal frem, var de ikke ligefrem imponerende som liveband dengang i 80erne og 90erne, men i den nye opstilling med samplinger og to gange keyboards – det ene betjent af Torben Johansen - hvor lydflader svøbte sig med den unge trommeslager og bassist pulserende i baggrunden; ja det swingende. Et sted mellem stort svungne lydflader, Ballings guitar, efterhånden som den kunne høres, og det konstante groove, som jeg ikke anede Gangway havde i sig, gav gruppen, hvad der bliver en af årets mindeværdige koncerter. 'Som hvis Mew brugte omkvæd,' står der på blokken.
En mand med flot, rødt slips var med på scenen med percussion i en akustisk afdeling og senere under den triumferende afslutning, inklusive tre ekstranumre, bl.a. My Girl and Me', 'Mountain Song' og 'The Loneliest Being'.
Det var vist Gorm Ravn-Jonsen (hørte ikke Allan Jensens introduktion), oprindeligt medlem af både Gangway og senere deres sjælebrødre Love Shop.
Seks stjerner giver man kun til det ekstraordinære, der bringer en lidt tættere på ens Gud, hvad han, hun eller den så er. Det gjorde Gangway ikke ligefrem i DR Koncerthuset, men en ekstraordinær og vildt overrumplende oplevelse var det. Så fem stjerner og respekt til poptrioen.
Efter eget udsagn skriver Gangway på nyt materiale, der er et album og en turne på vej.
Jeg sætter gerne det gamle vinyleksemplar af ’The Twist’, som jeg engang franarrede min gode, nuværende kollega Seeberg, da han var gruppens strithårede pladeselskabsmand, på, at Gangway er til at finde på næste års festivaler.
Be there – and be square. På den gode måde.
Gangway, DR Koncerthuset, fredag aften
