Ja, så hørte man den igen.
Den dér sære knitren i det fjerne.
Den knitren, som signalerer, at musikere i nær og fjern er i færd med at ritualafbrænde deres instrumenter.
Som den årvågne læser vil vide, bærer netop dén lyd vidensbyrd om, at elite-guitaristen Joe Bonamassa og hans håndgangne mænd er i landet. De kommer som bekendt med de evner dér. De evner, som får deres konkurrenter til at give op, før du kan nå at sige ”stram op!”
D’herrer var i Falkonér på Frederiksberg lørdag aften, og ud over Joe selv, hvis betragtelige talenter på guitaren (for nu til en afveksling at underdrive) er så rigeligt og retfærdigt besunget i de senere år, udgøres hans band af bl.a. den stensikre bassist Michael Rhodes og den noget nær naturstridigt fænomenale trommeslager Anton Fig.
Så jo, de er vanvittigt dygtige. Og i Falkonér var de faktisk nok en tand FOR dygtige, i og med at jeg for første gang til en Bonamassa koncert tog mig selv i flere gange at kigge på uret i løbet af den to-en-halv time lange koncert. Simpelthen fordi perioder af koncerten i mine øren begyndte at lyde som fersk selvforelskelse i egne evner fra specielt aftenens hovedmand.
Se, få musikere i verden evner i min optik som netop Joe Bonamassa at spille liv og sjæl i den ellers sønderbankede stridshest, som er ”the blues”. Manden KAN vitterlig spille, så man græder af glæde, og jeg har sågu også gjort det flere gange, men lige denne aften virkede mange af arrangementerne og dén dynamik i musikken, dette hold ellers er så gode til, i perioder påtaget, selvoptaget og et stykke ad vejen blot taget med for egen selvtilfredsstillelses skyld.
Og jeg har vist fortalt jer engang, at fornøjelsen ved onani i al almindelighed så afgjort primært er på udøverens side.
Hvilket man i dén grad fik ført bevis for, da Joe nogle numre inde i koncerten udvidede bandet med en træls truthorns duo på trompet og saxofon og et par gange kastede sig selv og bandet ud i nogle fæle funkrock fjollerier, som bibragte én aldeles uvelkomne minder om den dér mentalitet, specielt jazzmusikere lider under, hvor alle skal have lov til – underforstået – at sige ”Se, hvor jeg kan!” for så at spille soli, som trækker lige lange veksler på sekundviseren og tålmodigheden.
Soli skal sgu’ komme fra hjertet. Ikke fra et manual, som man et stykke ad vejen havde dem mistænkt for lørdag aften.
Det var så heldigvis kun i perioder, for når det rykker for disse gutter, så rykker det virkelig hårdt. Som i det blændende B.B. King cover ”Never Make Your Move Too Soon”, det flot følte “The River” (ikke Springsteen nummeret, red.), gamle ”The Ballad Of Joe Henry” og aftenens højdepunkt i den suveræne shuffle ”I Gave Up Everything For You ’Cept The Blues”, som sendte i hvert fald mig næsten dansende ud i den københavnske nat.
Som det turde fremgå er Joe Bonamassa bedst, når han holder sig til den blues, som tydeligvis står hans hjerte nærmest. Så er det nemlig, at han på smukkeste vis fortaber sig i sin musik og trækker både længslens tårer og det musikalsk velgørende vemod ud af sin guitar.
Se, det kan jo meget vel være, Joe kan alt, men han er i lighed med alle andre ikke bedst til det hele. Han er bedst til blues og til den bluesrock fra de tidlige 1970’ere, som eksempelvis Free, Bad Company og Rory Gallagher var eksponenter for dengang.
Når han holder sig til det, er Bonamassa ganske simpelt urørlig, og det var han da heldigvis også et pænt stykke ad vejen i Falkonér.
Joe Bonamassa, Falkonér, Frederiksberg, lørdag aften
