Sangeren Bruce Guthro er lige nu på juleturne i Danmark. Efter 20 år i Runrig, der har solgt næsten en mio. plader i Danmark, er han klar til at koncentrere sig om at skrive og spille lidt rundt omkring i Canada. Og Danmark.
»Med ét ord: Det har været Interessant.«
Den canadiske sanger Bruce Guthro taler og griner lidt. Han er lige nu i Danmark for at optræde ved elleve koncerter med et såkaldt keltisk juleshow. BT møder ham på et hotel dagen efter hans koncert i Operaen i København.
Det er uhyre sjældent, Guthro optræder så stort og fint et sted. Han tilhører den eksklusive gruppe af kunstnere, der, som stort set det eneste sted udenfor hjemlandet, er enormt populære i Danmark.
Sammen med sin gruppe Runrig har han solgt omkring 900.000 plader i Danmark - hvilket er mere end de fleste internationale rocknavne. Runrig giver næste år to afskedskoncerter i hhv. Herning og København for 20 - 25.000 danskere.
»Interessant.«
Sådan besvarer han spørgsmålet, hvordan han vil beskrive sine 20 år med den populære skotske folkrockgruppe, som nu lukker ned. Guthro kom med, da den oprindelige sanger Dunni Monroe valgte sit civile job fremfor sex, drugs and folk music.
»Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til stå i spidsen for et skotsk band. Og jeg tvivler på, at Runrig havde regnet med, at jeg skulle være en endelig løsning,« siger han med et lille grin.
Udskiftningen af Munro med Guthro delte Runrigs fans i to grupper. Den ene gruppe mente at tabet af Munro, som dels havde en meget markant stemme, og dels kunne synge på gælisk, hvad Guthro ikke kunne, ville være ødelæggende for gruppen. Den anden gruppe mente, at Guthro, som havde en noget lysere stemme end Munro, var en mulighed for fornyelse.
»Jeg havde egentlig en solokarriere. Havde solgt ret pænt i Canada og USA dengang i 90erne. Jeg havde faktisk ikke brug for det. Det var et krav for mig, at vi fremstod som et band. Jeg ville ikke være ham, der stod i front - PLUS Runrig. Det var svært for en mand, der er vant til at træffe sine egne beslutninger til at indgå i et band, hvor ingen er enige om noget som helst. I dag er jeg meget stolt over min tid sammen med dem.«
Som så mange andre kunstnere i sin alder har 56-årige Guthro for længst vænnet sig til at indrette sit liv efter tiderne. Der sælges ingen plader i dag. Til gengæld er koncertmarkedet enormt i Danmark.
»Jeres land er det land i verden, hvor der er flest festivaler pr. Indbygger,« siger han.
Anderledes ser det ud i Canada og specielt i Nova Scotia, (lidt nord for Boston i USA), hvor Guthro har boet hele sit liv. Herfra har han rejst frem og tilbage mellem Runrigs '
fire lande i Europa, England, Skotland, Tyskland og Danmark. Til gengæld er der et stort marked for det, som amerikanerne kalder workshop-koncerter - små intime arrangementer, som regel med et par andre sangskrivere..
»Det er rigeligt for mig. Min søn spiller i et band, der lige nu forsøger at etablere sig i Canda. Det betyder hårdt arbejde. Senest kørte de 20.000 km. på kryds og tværs af Canada en lastbil. Det har jeg virkelig ikke brug for mere... Musikbranchen er den unges leg. Det er tricky, når man bliver ældre, at finde sin plads i det billede,« siger Guthro. Han fortæller, at også hans datter har planer om at følge i sin fars fodspor.
»Det skræmmer livet af mig. 'Er du klar over, hvad du er på vej ind i?', spørger jeg hende. Jeg ville ønske, at hun ville vælge noget mere sikkert. Men det er hendes valg. Der bliver flere koncerter i Danmark med mit eget band. Sålænge I danskere vil se på os, kommer vi. Men ellers er jeg helt afklaret. Jeg kan lykkeligt glide ind the never never land - koncentrere mig om at spille og skrive musik. Det er min passion; at skrive,« siger Guthro.
Hvorfor tror du, at du og Runrig er blevet så store netop i Danmark?
»Det er et mysterium. Nogle kunstnere kan mere eller mindre leve af at have haft et enkelt hit en gang for mange år siden. Lige meget hvor i Amerika vil folk kunne huske The Proclaimers ene hit, 'I'm Gonna Be (500 Miles)' . Hvis jeg nævner Run Rig, stirrer folk tomt på mig. En ting ved jeg. Runrigs musik er meget følelsesladet. Den keltiske rockside omfavner tilsyneladende jer danskere.«
