Efter en episode i Københavns Lufthavn, hvor popdronningen Medina gik amok på en kvindelig journalist fra Se og Hør, har bladet nu valgt at melde sangerinden til politiet.

Anmeldelsen blev indgivet til Københavns Politi lige før påske. Det oplyser Se og Hør til bt.dk.

- Det har vi gjort efter modne overvejelser. Det er Aller Medier, som Se og Hør jo er en del af, der anmelder på vegne af Se og Hør og den pågældende journalist, bekræfter Kim Bretov, der vikarierer som ansvarshavende redaktør på Se og Hør for den sygemeldte Kim Henningsen.

Lufthavnsoverfaldet fandt sted den 14. marts, og ifølge ugebladet råbte Medina af den kvindelige journalist fra Se og Hør, rev hende i håret og spyttede hende i ansigtet.

Medina landede denne torsdag aften i Københavns Lufthavn efter at have været i Mexico, og Medinas kæreste, sangeren Christopher, overværede ifølge Se og Hør lamslået Medinas overgreb mod journalisten.

Flere sammenstød med kendisser

Marts måned var på den måde en ubehagelig måned for Se og Hørs journalister, da også en anden reporter fra ugebladet blev udsat for noget lignende fra tv-kendissen Michael Bjørnsson.

- Vi havde jo også en anden kedelig episode i sidste uge, hvor en af vores journalister blev forulempet af Michael Bjørnsson, og det førte også til en politianmeldelse fra vores side. Michael Bjørnsson opsøgte en af vores journalister på hans privatadresse og forsøgte at trænge ind i journalistens hjem. Journalisten valgte ikke at lukke Bjørnsson ind og i stedet ringe efter politiet, fortæller Kim Bretov til bt.dk.

Efter Medina-overfaldet valgte Se og Hør i første omgang ikke at anmelde episoden. Men efter hændelsen med Michael Bjørnsson har journalisten og bladet efter to ugers betænkningstid skiftet holdning.

- Det hænger selvfølgelig sammen med, at både journalisten og vi på Se og Hør mener, at den slags episoder ikke må finde sted. Det vil vi simpelthen ikke acceptere, at vores journalister skal udsættes for, siger Kim Bretov til bt.dk.