I begyndelsen af 1990erne lod en mere eller mindre afklædt Madonna sig fotografere af sin ven modefotografen Steven Meisel.

Billederne blev udgivet i bogen ‘Sex’, der udkom i 1992.

Da bogen blev udgivet sammen med popstjernens femte album 'Erotica', vakte det verdensomspændende tumult. Vatikanet ville boykotte bogen, som blev forbudt i blandt andet Irland og Japan.

Alligevel blev den et kommercielt hit, solgte mere end 1,5 millioner eksemplarer og var den hurtigst sælgende coffee table book til alle tider.

Sådan så det ud, da bogen 'Sex' i 1992 blev kørt ind i boghandlen Barnes and Noble i New York. Den blev kort efter revet ned af hylderne. Foto AP Photo/Alex Brandon
Sådan så det ud, da bogen 'Sex' i 1992 blev kørt ind i boghandlen Barnes and Noble i New York. Den blev kort efter revet ned af hylderne. Foto AP Photo/Alex Brandon Foto: Alex Brandon
Vis mere

Nu kan du (måske) få fingre i et af billederne af Madonna.

For 30 år efter billederne blev taget, kommer omkring 40 af værkerne på auktion. Det skriver CNN, der også viser nogle af billederne.

Auktionen vil finde sted hos auktionshuset Christie's i New York til efteråret. Mere præcist 6. oktober. Alle fotografierne vil blive signeret af både Madonna selv og fotografen Steven Meisel.

Det forventes at blive en gylden dag hos Christie's. For auktionsbuddene forventes at ende et sted mellem 345.000 og to millioner danske kroner.

I 1992 var billederne mildt sagt kontroversielle, men i dag fremhæves de som både krops- og sexpositivistiske af Darius Himes fra auktionshuset Christie's.

Han mener dog, at bogen stadig 30 år efter sin udgivelse er kontroversiel:

»Den var chokerende og pirrende og fangede meget af gløden og energien, som Madonna havde i begyndelsen af 1990erne,« siger han til CNN.