I en stadig strøm af Oasis-gendannelsesrygter og nedlæggelsen af lillebror Liams Beady Eye er Manchesters efterhånden 47-årige søn klar med sit andet soloalbum. En bundsolid, om end noget forudsigelig gang britrock.
Med albummets titel og sange som You Know You Can't Go Back og While the Songs Remain the Same er det også, som om Noel Gallagher selv joker lidt med sin egen retro-stil. Sidstnævnte har intet med Led Zeppelin at gøre, til gengæld er der ret meget Stairway to Heaven over åbningstonerne i The Girl With X-Ray Eyes.
Riverman er et stemningsfuldt åbningsnummer, der underløbes en smule af en meget overraskende og meget Simply Red-klingende saxofon-solo i nummerets slutning. The Dying of the Light har lidt samme, tør man næsten skrive følsomme melankoli, og det klæder den ellers notorisk sorgløse Noel Gallagher.
Lock All the Doors er en guitar-kraftudladning, hvilket overrasker mindre, når man hører, at den faktisk er skrevet for mere end 20 år siden, altså præ Definetely Maybe.
Der er power, nerve, og man savner ikke Liam på vokalen, trods et klart slægtskab med Morning Glory. Det kunne man måske godt lidt på det Kaiser Chiefs-flabede "nanana" på den gode rockede singleforløber In the Heat of the Moment, men det er en bi-ting.
Med blot 10 numre på albummet trækker den fem minutter lange omgang jazzet muzak The Right Stuff noget ned, ligesom Johnny Marrs indspark på slutnummeret Ballad of the Mighty I, der mere lyder faretruende meget som Simple Minds.
Alligevel er der meget, der taler for, at Chasing Yesterday for eftertiden snildt kunne gå hen og blive kaldt det bedste post-Oasis-album fra nogen af Gallagher-brødrene.
Noel Gallagher's High Flying Birds, 'Chasing Yesterday', Sour Mash Records | Udkom 2. marts 2015
