20 år efter at overtegnede oplevede Tim Christensen - dengang i front for den nye, fremadstormende trio Dizzy Mizz Lizzy - står han der i scenelyset på spillestedet Galaksen i Værløse, nord for København. Ene mand, nu modnet, fyldt fyrre og med anløb til fuldskæg. Med sin akustiske guitar, en enkelt forstærker og mikrofon.

Her i Værløse - som de fleste andre steder på hans soloturné 'Tim Christensen Acoustic' - udsolgt og med en bred lytterskare; især af dem der også var 20 eller 30 år dengang i de tidlige Dizzy-dage, men også nogle af dem, der har samme alder i dag. De lidt mere modne damer har han også tag i.

Som performer har Tim Christensen altid lignet den lidt smågenerte, måske lettere skrøbelige scenetype, der ikke nødvendigvis har været støbt ind i en født frontmandsrolle.

Men tiden, talrige turneer i spidsen for sit soloband, og for Dizzy, naturligvis, har givet ham langt mere fortrolighed og ekstorvert energi; selvom dette soloformat er blevet benævnt som en potentielt 'angstprovokerende oplevelse' af manden selv.

Men så er der sangene, stemmen, strengelegen - og hele Tims fuldkommende forankring med musikken. Hans egne klassiske sange og omfavnende stemme, som fremdeles emmer af emotion og indfølthed.

Og dertil den nye, helt store åbenbaring: Tim Christensen, som folder sg ud som sympatisk, sjov, selvironisk stand-up'er med lune, vid og bid. Og i fuldstændig fortrolighed med sin solorolle.

Afpasset ekvlibrisme

I dette flerfarvede spændingsfelt af akustiske Dizzy-og Tim Christensen-klassikere og muntre fortællinger bevægede Tim Christensen sig gennem den brede palet af koncertåbneren 'Barbedwired Baby's Dream' fra Dizzys 20 år gamle debut, over solomaterialet fra 'Secrets on Parade', 'Honeyburst', 'Superior' og projektet 'Tim Christensen and The Damn Crystals' til lidt mere Dizzy i den langtidsholdbare '11.07 PM' fra to'eren 'Rotator'. Et nummer fra hans før-Dizzy børnerock-epoke (!) og The Beatles fik vi også.

I numre som 'Jump The Gun' og 'Isolation Here I Come' løftede Christensen, ene mand, salen op i noget nær ren rockstemning, tilsat en overbevisende men afpasset ekvlibrisme på instrumentet.

Ærkeballaderne 'Love is a Matter of...' og 'Love is a Losers Game' indledte det en time lange andet sæt - det første varede tre kvarter - mens den ellers suveræne 'Silverflame' nok var aftenens mest savnede nummer.

En enkelt skønhedsplet der, mens kontakten mellem Tim og salen lige skulle etablere lidt sig indledningsvis, men ellers var der tale om en nær-perfekt koncertaften på Galaksen.

Personlig pondus

Tim Christensen fik selvfølgelig også nævnt Dizzy Mizz Lizzys netop annoncerede Danmarksturné - med nye numre inkluderet - til foråret 2015, som ligner et meget meningsfuldt "comeback".

Fredag aften indrammede Tim Christensens nøgne og akustiske - og på performersiden, overrumplende solide - optræden i Værløse en anden meningsfuld del af mandens vitalitet og virke: hans særlige personlige pondus, et smukt og afbalanceret sted mellem hans grundlæggende sympatiske væsen og uovertruffne musikalske talent.

"Tim Christensen Acoustic" turneen fortsætter rundt i landet i frem til den 30. november i Store Vega, København.

Tim Christensen Acoustic, Galaksen, Værløse den 24. oktober 2014