For en spydspids og største succes hos den hovedsageligt britiske neo-folk-bølge må man tage hatten af for, at Mumford & Sons går nye veje på dette deres tredje album. Ikke mindst fordi, det er ensbetydende med et fuldstændigt farvel til deres trademark, banjo.
Marcus Mumfords let rygerrustne vokal har stadig masser af kraft og bid og passer rigtig fint til den mere direkte rockklang, som Mumford & Sons har fundet til Wilder Mild. Det er den store hæderkronede amerikanske rocktradition, med fyrtårne som Springsteen og Tom Petty, der styres efter på numre som åbningsskæringen Tompkins Square Park, singleforløberne Believe og The Wolf og ikke mindst den suveræne og langsomt opbyggede Ditmas.
At demoerne og kimen til albummet er lagt i The Nationals Aaron Dessners studie i New York skinner tydeligt igennem. Trommerne får en tight og meget mere fremtrædende rolle på for eksempel titelnummeret, hvor de spiller op imod spinkle orgeltoner og hjerteskærende guitarriffs. Diskret synth smyger sig også om Marcus Mumfords trommer og stemme på Snakes Eyes, med imponerende resultat.
Just Smoke er en lidt faux-bombastisk op-med-lightere-og-hænder og virker lidt som en unødvendig livline tilbage til de første to albums. Bedre går det med en piano-ladede Broad-Shouldered Beast og den melankolske og enkle kærlighedssang Only Love.
Livtag med en neonskinnende, amerikansk storby og den deraf følgende rock-sound er måske ikke verdens mest nyskabende og banebrydende stilskift, tjek eventuelt med The Killers, men for Mumford & Sons lyder det som et skridt i den helt rigtige kunstneriske retning.
Mumford & Sons, Wilder Mind, Udkom 4. maj 2015
