Masser af succes
Der udsendt flere genoptryk af de gamle Gasolin-plader på cd. For første gang genoptrykkes de gamle studiealbum og en liveplade på vinyl i en samlet boks. BT genanmelder de gamle klassikere med 2017-ører.
Nogle vil med en vis ret mene, at Volbeat i dag er et større band end Gasolin'. Andre vil måske pege på Dizzy Mizz Lizzy eller D-A-D. Men målt på betydning i sin samtid for musik, kultur og tone bliver der aldrig et større band end kvartetten, bestående af Kim Larsen, Wili Jønsson, Franz Beckerlee og Søren Berlev.
I årene fra 1971 til og med 1977 udgav bandet syv studiealbum. De genoptrykkes nu på vinyl sammen med den første single 'Silky Salli' og livealbummet 'Gasolin live sådan'.
Der er her, Kim Larsen siger om det unge kvindelige publikum, 'selvom de sikkert bliver nogle rappenskralder alle sammen'. Det blev de, og gudskelov for det.
Her genanmelder BT de syv studiealbum. Vinylboksen udkommer fredag 1. december.
‘Gasolin’ (1971)
*** (tre stjerner)
Det første Gasolin’-album begynder med et af gruppens bedste og mest kendte numre ‘Langebro’.
Allerede her fornemmes den skæve, episke fortællelyst, der skulle komme til at præge resten af gruppens - og Larsens - karriere. Det gælder gså Wili Jønssons og Mogens Mogensens ‘Tremastet beton’.
‘Lille Henry’ er en tidstypisk låge ind til til den kommende solist Kim Larsen. Ligesom ‘Jeg kan høre dig kalde’ lyder som et forvarsel om ‘Køb bananer’.
Musikalsk er vi i efterdønningerne af Hendrix og nittensyretres. Som hos samtidige som Skousen og Ingemann ligger det musikalske ‘groove’ i et bluesrocket tempo, som man kan plukke svampe og tænde piber til.
I melodien til ‘Laphophora Williamsi' (hyldest til en mescalinkaktus, red.) fornemmes popsanger Larsen i svøb - han synger som Osvald Helmuth på mesc.
'Gasolin’ 1' er et gævt, men umanerlig rodet album. Men så er der jo Franz, hans guitar og soldaterjakken og Wili i koret.
‘Gasolin 2’ (1972)
**** (fire stjerner)
I direkte forlængelse af ‘Langebro’ kommer ‘Se din by fra tårnets top’. ‘Forleden gik jeg en tur ude på Nørrebro, og tænkte 'Gud eksisterer det endnu?',’ synger Larsen profetisk på denne umanerlig smukke storbyhyldest med den mest velanbragte sav nogensinde.
Gasolin’s inspiration fra Creedence Clearwater Revival høres især i ‘Fifi Dong’ (Gassernes ‘Born on the Bayou’).
Med kommende klassikere som ‘På en sommerdag’ og ‘På banen (Derudaf)’ - har de lyttet til Status Quo her? - sætter Larsen & Co. sig i scene som landets første, store rockband.
Igen fortællelyst med et upolitisk, socialt engagement, der skulle adskille Gasserne fra den kommende betonpolitiske rockscene.
‘Gasolin 2’ er mindre rodet og sjusket end 1’eren, producer Poul Bruun har fundet noget, der ligner en rock’n’roll-form med plads til Larsens melodiske tæft og Franz’ spade, selvom den stadig er produceret lovlig højt op.
‘Gasolin 3‘ (1973)
*** (tre stjerner)
På et tidspunkt, hvor bl.a. Allman Brothers og Stevie Wonder forener blues, soul og rock, lyder Gasolin’ mere funky og ‘groovy’ end på 2’eren. Især Jønssons bas swinger af knæhøj karse på et album med international Roy Thomas Baker-lyd.
Det gælder især de kommende klassikere ‘Smukke Linda’, ‘Rabalder’ (hvad fa’en er det, der sker, maaand?) og ‘Det var Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley’. En sang som ’Jeg troede jeg var’ peger frem mod Larsens solist-karriere.
Selvom Beckerlees guitar er mere tempereret, og Gavflaben træder i karakter, står 3’eren i dag som det mindst interessante Gasolin’-album. Flere tekster er decideret pjankede og ligegyldige, når man betænker, hvad der senere vil følge.
‘Stakkels Jim’ (1974)
**** (fire stjerner)
Boogierockeren ‘’Alla-Tin-Gala’, bluesrockeren ‘Daddy Ding Dong’ og den funky shuffle ‘Onkel ‘How Do You Do’?’ er født som hit og kommende klassikere, og man fornemmer - set i bagklogskabens krystalklare lys - bandet pisse sit ‘Danmarkshistorien største rockband’-territorium af. Det akavede, fjollede ‘Bingo’ med børnekor var et kæmpe radiohit.
International lyd igen. Dommedagsprofetien ‘Stakkels Jim’ er heldigvis mere eller mindre glemt, omend Franz’ spade altid er værd at lytte til. Stærkest tilbage efter 43 år står ‘Gare du Nord’, hvor det lykkes Gasolin’, deres producere og Wili Jønssons paporgel at skabe den melankolske stemning, som Larsens og Mogens Mogensens tekst skriger. Og ‘Kap farvel til Umanarssuaq’ - Gasolin’ første og eneste vrede, om ikke hadske politiske nummer og et fremragende hardrocknummer.
'Gas 5' (1975)
****** (seks stjerner)
En klassiker, der vil overleve Ægyptens syv plager, blogfænomet og atombomben. Måske danskrockens vigtigste album. Gasolin’ på højdepunktet. Balancen mellem Larsen og Beckerlee har aldrig været mere velafbalaceret. Fed lyd (og lykke) igen, teksterne er næsten totalt blottet for nemme løsninger. Undtagelserne er ‘Sjagge’ og den noget slæbende rocksang ‘1975’
‘Rabalderstræde’ og ‘Refrainet er frit’ kæmper om prisen som det komplette danske hardrocknummer. To numre på samme album!
Det storladne orkestrerede, beatlesagtige ‘Fatherless Hill’ er den første personlige Kim Larsen-tekst om hans egen barndom. Også ‘Masser af succes’, der senere er blevet standard, er en personlig tekst.
Det flotte country-agtige ‘Lonesome Avenue’ sætter ny Gas-standard.
Det samme gør ‘Sct Emetri’ med internationalt format, trompet og klædeligt store armbevægelser og en af Franz’ mest økonomiske soli.
Og så er der jo ‘Kvinde min’...
‘Efter endnu en dag’ (1976)
***** (fem stjerner)
Der var heftige diskussioner i ungdomsklubben dengang, om rockbandet Gasolin’ ikke bare burde trykke svinet af, i stedet for at lege Beatles. ‘Efter endnu en dag’ skæmmes af flere mislykkede eksperimenter som det sære filmscore ‘Stenalderjazz’, jazznummeret ‘Bella Donna’, det caribiske ‘Tantes foto’ (der sammen med det ulidelige ‘De gule enker’ tekstmæssigt varsler ‘1910’, ‘Papirsklip' og ‘Nostalgi’).
Rocknumrene ‘Mama Cucu’ og ‘Pilli Villi’ (god tekst) larmer fint, men ingen af dem har det fede sumpede swing, som vi var blevet forvænt med. Kun ‘Sirenesangen’ er kerne-Gasolin’.
Tilbage har vi til gengæld tre af de bedste Gasolin’-numre overhovedet, Frank Jæger/Halfdan Rasmussen-visesangeren Larsen i ‘De fem årstider’ - og to episke, ‘større end livet’-rockmanifester ‘This is My Life’ og ‘Efter endnu en dag’. Her er Larsens altfavnende talent for ord og stemninger og Beckerlees seksstrengede i perfekt symbiose. Derfor fem stjerner.
'Gør det noget' (1977)
**** (fire stjerner)
Jeg har det med dette album som med The Beatles’ Let it Be’. Måske lyder bedre, end det er, fordi det er det sidste. Det åbner med endnu et rockmanifest med en af Gasolin’s absolut bedste tekster, ‘Det bedste til mig og mine venner’ i et ekstremt velkomponeret nummer. Derefter følger en stribe små, sympatiske sange, stemningsfulde ‘Smukke Møller’, der er bedre end sit rygte, ‘December i New York’, det noget trætte ‘Place Sct. Michelle’, det underkendte, solidariske ‘Kattemor’, hvor tekst og musik komplimenterer hinanden.
Rocknumrene ‘Gør det noget’, 'Strengelegen' (lovlig uambitiøs tekst) og ‘Get on the Train’, har fortjent fået et efterliv, selvom ingen af dem har tidligere numres storhed.
Selvom det gemmer sig som tredje sidste nummer, er ‘Længes hjem’ pladens clou. Dels forudser det solisten Kim Larsen, dels fortæller det en bunke om, hvem han er.
