Der udkommer et hav af album for øjeblikket. BT har lyttet til fem.
Sing Sing Sing, ’In This Together’
Roots er lidt af et musikalsk modebegreb. Det kan også hæftes på gennemmusikalske Sing Sing Sing, bestående af Sascha Dupont, Lonnie Kjer, Ivan Pedersen, Alex Nyborg Madsen og Søren Jacobsen. Der er dømt mandolin, og der er både contry, bluegrass, westcoast i lydbilledet og mere poppede numre indpakket i fløjsblød vellyd. I sin ånd og tone emmer det på sin vis af Crosby, Stills, Nash & Young på 2017sk – gode melodier, smækker sang og korharmonier. Sing Sing Sing er sin egen fine genre i Danmark.
**** (fire stjerner)
Marilyn Manson, ’Heaven Upside Down’
Uanset hvor store anstrengelser – og de er store – Marilyn Manson gør sig, lyder han efterhånden mest som en parodi på sig selv. Al satanisk magt til hans gothmetal, der fortfarende lyder som noget, der ville klæde Copenhell, men det er efterhånden meget længe siden, The God of F**ck’s sange om pistoler, politi, stoffer, religiøst og andet forstadsamerikansk hykleri har kunnet sætte en dagsorden. Det er begyndt at lyde patetisk. Bl.a. fordi virkeligheden tragisk nok for længst har overhalet Den Blege.
** (to stjerner)
Phlake, ’Weird Invitations’
Produceret af Mads Bo og vel især producer Jonathan Elkjær til maksimal, søvnigt sexet lækkerhed smyger Phlakes andet album sig ad diverse spor og R&B subgenrer. Det er i stil med det, Spotify kalder Chilled R&B. Men modsat f.eks. The Weeknd, og f.eks. forgængeren Prince, mangler der variation i både tempo og melodisk. ’Kommer der snart et B-stykke?,’ skriger hovedtelefonerne efter en halv times gennemlytning. Sangerne Alina Baraz og Coco O er med til at gøre hhv. ’Gone’ og afslutningsnummeret ’Kerosene’ til de musikalske silkelagener, de gerne vil være.
*** (tre stjerner)
Carla Bruni, ’French Touch’
Depeche Mode, ABBA og AC/DC udsat for Pernod og tilrøget fransk cabaretstemning. Ja, hvorfor ikke? Den tidligere franske ’première dame’ Carla Bruni udsender et coveralbum, med diskrete violiner, akustisk guitar og halvt hæst, halvt nynnende sang med fransk accent. Ikke videre originalt, men drøncharmerende. Og morsomt. Tjek f.eks. ’Highway to Hell’.
*** (tre stjerner)
Liam Gallagher, ’As You Were’
Liam Gallaghers største helte trådte deres barnesko i en by tæt på Manchester. Og der er da også et væld af Beatles-referencer og et par ’John Lennon’-numre på Liams første soloalbum, bl.a. ’For What it’s Worth’, der samtidig er albummets bedste bud på et Oasis-nummer. Som helhed stritter ’As You Were’ i for mange retninger, også de forkerte. Nogle, som f.eks. det tynde semiakustiske ’I Never Wanna Be Like You’ og ’You Better Run’, fungerer udelukkende pga. Greg Kurstens opstemte produktion. En lille håndfuld numre har den uregerlige nerve, det kunne være sjovt at høre gengivet live.
***(tre stjerner)
