Mandag den 30. november var en særlig dag for mange af os. Men mest af alt for Martin Hedegaard, en mand, der har flere aliasser, end han selv har bedt om. For ud over sit nye selvvalgte kunstnernavn Saveus er han også kendt som "X Factor-Martin" eller "Martin fra Ørum".
Manden, der mandag aften gav sin debutkoncert som kunstneren Saveus, er drengen, der vandt Damarks første X Factor. Dengang var han 15 år, lige så gammel som undertegnede, der selv husker at have smuglyttet til hans liveshow-performances på en iPod Nano i timerne i 9. klasse.
Da han vandt X Factor, var det med en horde af tilhængere – primært teenagepiger (ja den skingrende sindssyge, hylende X Factor-fankultur var allerede et fænomen i 00'erne). "Ham Martin, han kan altså noget," blev der sagt til skeptikerenes "Sådan nogle reality show-vindere slår aldrig igennem som musikere."
Så da den vindende Martin fra Ørum gik ned fra finalescenen, fulgte der en rungende tom fornemmelse i fanmaverne med. Martin gik nemlig ikke op på scenen igen. Han gik under jorden. I syv år har han været væk, stillet på hylden med alle de andre X Factor-vindere, der efter at have turneret i landets storcentre røg i glemmekartoteket.
Det kom derfor som et chok, da "Martin fra X Factor" troppede op til P3 Guld d. 16. oktober, ombetrukket som en selvstændig kunstner med et selvvalgt brand og debutsinglen "Levitate Me".
Samme overraskelse er nok skyld i to udsolgte koncerter, for vi er tilsyneladende flere teenagepiger, der er kommet i 20'erne, men som husker drengen fra Ørum. Nu er han tilbage i rampelyset, efter syv år som skjult sanger, sangskriver og producer. Og mandag aften var altså første chance for at svar på spørgsmålet, man for længst havde opgivet at stille: Hvad blev der af Martin?
For fuld, men forsinket afblæsning
En dyster r'n'b-kælderprinsesse ved navn Emilie Ramirez, der aldrig har optrådt med sine fire sange før, får lov til at opvarme publikum i Jazzhouses mørke, varme underetage. Hun gør det glimrende med interessant vokal og en melankolsk og elektronisk lyd. Dog går der en halv time og en masse renderi på scenen, før Saveus går på.
Til gengæld kommer Martin Hedegaard endelig løbende ind med knyttede hænder og armene over hovedet til et bifald og en tung bastone. Med et smil klistret i hele ansigtet krammer han én fra første række, og så er vi i gang.
Hedegaard indtager pulten, trykker på en knap, og råbet "Saveus!!!" sparker et smadret elektronisk nummer i gang. Der er skruet helt op for synthesizeren, og den aggressive, tunge elektroniske lyd strejfer grænsen til progressive house. Hedegaard står med siden til publikum og kaster hovedet ned mod boardet. Hans imponerende falset konkurrerer med den voldsomme støjbaggrund om opmærksomheden. Publikum er blæst omkuld fra start.
Næste nummer starter ud i et helt andet gear. Guitaren spiller som det eneste instrument en nærmest indielydende klang, og der bliver givet god plads til Hedegaards karakteristiske halvnasale vokal, der spæner op og ned i registret. Det er et instrument i sig selv, og hans teknik er indiskutabel. Han har fuldstændig kontrol over sin egen lyd. Nummeret trapper op, og han vender sig mod publikum med et bidende, intenst blik, indtil sangen trapper yderligere op og slutter på toppen.
Jysk charme med københavnerattitude
Under hele koncerten folder Hedegaard sit ansigt i alt fra sammenbidt og inderligt til en mund på vid gab og spændte halsmuskler. Dog står han det meste af tiden med et kæmpe smil på læben og med øjne, der stråler om kap med scenelyset. "Hvor er det vildt! Jeg har bare lyst til at give slip på det hele og bare give jer… Fuck mand!!" Forpustet og fortumlet præsenterer han næste sang – den eneste, han giver titlen på: "Good Times".
Igen et nummer med en low key guitar og en gennemtrængende ærlighed. En kommende single måske? Aftenens bedste nummer, efter min mening.
I nummeret efter er vi i en frejdig trompetdomineret dansegenre. Man fristes til at strø en tanke til Justin Timberlake, da falsetten igen tonser derudad, og Hedegaard selv danser sejrssikkert rundt på scenen. Han får publikum med og fastholder dem helt til næste nummer, der er singlen "Levitate Me". Her afgiver publikum et genkendelighedshyl, og der synges med på det gospelassocierende nummer med kor og kirkeklokker.
Hedegaard ejer scenen, han ved, hvad han laver, men har stadig følelserne uden på tøjet og en drenget beskedenhed. Han virker inderligt taknemmelig for endelig at få lov til at vise os, hvad han har lavet.
En lidt mudret hybrid
Overordnet set leverer Saveus et spændende univers og en live performance, der fanger publikum. Hans vokal er et benhårdt fundament, og han bruger den som et legende barn på en legeplads – kun fantasien sætter grænser, og den rækker i Hedegaards tilfælde bredt. Saveus beskriver sig selv som en hybrid, og det må han siges at være. Den eneste gennemgående tråd i sætlisten synes at være hans falset, men derudover stikker hans numre i mange forskellige retninger. Måske en anelse for eksperimenterende til min smag. Den anden finger, jeg har kunnet sætte på koncerten, er sangteksterne, jeg til tider havde svært ved at fange. Han er debutant, han skal have lov til at lege, og Saveus har uden tvivl et potentiale og en masse spændende ideer.
Martin Hedegaard beviser med sin selvsikre udstråling og med sin fuldt pålidelige vokal, at han har begravet den 15-årige X Factor-dreng og er kommet op til jordoverfladen som en fuldvoksen mand, der har et budskab, han vil fortælle og et stykke arbejde, han er stolt af.
Saveus, Copenhagen Jazzhouse, mandag aften
