Glen Hansard
Train, Aarhus,
lørdag d. 3. oktober 2015

Seks ud af seks stjerner

Selvom irske Glen Hansard kun har udgivet to studiealbum under eget navn, er han bestemt en herre, der er blevet lagt mærke til gennem årene. Han indledte karrieren i gruppen The Frames i 1990, medvirkede i filmen The Commitmentsåret efter, og i 2007 skrev og indspillede han, i samarbejde med kollegaen Markéta Irglová, soundtracket til filmen Once, der vandt makkerparret en Oscar for bedste originale sang til nummeret "Falling Slowly". Det var med til at bane vejen for nogle succesfulde år med Irglová i duoen The Swell Season og senere en solokarriere, der blev indledt med soloalbummet Rhythm And Repose i 2012, samt supportjobs for blandt andre Eddie Vedder.

Opvarmningsjobbene for Vedder har resulteret i et nært venskab imellem de to, som ydermere har bidraget med en tydelig inspiration til Glen Hansards koncertoptrædener, hvilket denne aften var et tydeligt eksempel på. Med en nøje planlagt og knivskarp professionalisme kombineret med en humoristisk overlegenhed førte Hansard koncerten over i det intime hjørne, der gav følelsen af, at man havde at gøre med en musiker, som kombinerede en optræden på et større spillested med en stemning, som havde det været på den lokale pub.

En tåre formede sig i øjenkrogen

Det fremgik hurtigt, at Glen Hansard er typen, som medbringer et hav af musikere for at gøre publikums oplevelse så nuanceret og fyldestgørende så muligt. Dette kom allerede til udtryk hos manden bag aftenens opvarmning, Mark Geary fra hjemstavnen i Dublin. Her blev musikkens fortællende fremførelse iscenesat kun ved hjælp af den akustiske Martin-guitar og den fremragende backing-vokalist Grainne Hunt, hvis harmoniserende skønsang fyldte det musikalske lydbillede.

Den kyniske irske humor var i højsædet, og Geary kom elegant omkring de akavede tilråb fra publikummeren uden situationsfornemmelse imellem de fortællende irske viser om familie og kærlighed. Det var traditionelt og minimalistisk, men en mere moderne fortolkning kom til udtryk igennem Mark Gearys brug af shoegaze-elementer, som man kun kender dem fra J Mascis. Og da de 35 minutter så småt var ved at rinde ud, stod undertegnede med en følelse af noget, der måske kunne måle sig med aftenens hovedperson, hvilket jo er en fornemmelse, der forekommer en anelse intimiderende. En halv time senere var situationen dog allerede en hel anden.

Der blev ikke brugt længe på at stemme den overflod af instrumenter, der var tæt proppet ind på Trains ellers temmelig store scene, og diskret begav et orkester, der knap kunne tælles på to hænder – to strygere, tre blæsere, flygel/keyboardspiller, guitarist, bassist og trommeslager – sig ind på scenen akkompagneret af Glen Hansard, der samtidig modtog publikums hujende entusiasme. Med det ellers obligatoriske baghængende scenetæppe trukket fra og varme spots placeret sporadisk rundt på scenen gav rummet associationer til et bryggeri, der for en kort stund var blevet omdannet til et spillested.

Glen Hansard begav sig uden videre introduktion ud i en pianopræget "Bird of Sorrow", imens han diskret slog sjælfulde akkorder an på sin karakteristiske, slidte guitar. Koncerten blev på velvalgt vis sat roligt i gang, og som nummeret på fornem vis byggede sig op, skyllede intensiteten med sin rørende effekt ud over publikum, en intensitet, der med det samme satte sig som en klump i halsen, imens en tåre lod sig forme i øjenkrogen. Man blev på næsten bogstavelig vis blæst bagover af Hansards kraftfulde og indlevende vokal, der fik publikum til at føle smerten, som fra første tone mesterligt placerede aftenens optræden blandt de helt ekstraordinære.

Den beskidte kærlighed

Eftersom koncertens første nummer var på så kraftfuldt og følelsespræget niveau, blev man hurtigt fristet til at tro, at aftenen skulle holde fast i den melankolske stemning, fremført af en tilbagetrukket, indadvendt og følelsesmæssigt tortureret frontmand. Men som Glen Hansard nonchalant bevægede sig over i fortællingen om den første "beskidte" kærlighed på nummeret "Philander", var det herefter tydeligt, at publikum havde at gøre med en musiker i godt humør. Der blev joket med det skandinaviske sprog og de vrede svenskere, og den aarhusianske pladebutik Route 66 fik sågar et shout-out under Hansards optræden.

Den ellers så seriøse lyrik, som hører til Glen Hansards fængende kompositioner, fik flere gange i løbet af sættet morsomme introduktioner, med referencer til sangteksternes inspiration hos det medbragte crew, der fungerende som pragteksempel på den tørre irske humor. Et velplaceret indspark som modvægt til professionalismen, der ligeledes herskede under Hansards optræden.

Det medbragte band, hvor besøget i Aarhus i øvrigt kun var den fjerde optræden for denne konstellation, formåede at tilføje en jazzet kant til de ellers karakteristisk folk-prægede numre. Dette bidrog samtidig med en varme og en yderligere intensitet til Glen Hansards dybsindige sange, hvor musikerne hver især fik mulighed for individuelt at brillere undervejs i aftenens koncert. Det kom til udtryk gennem flere duetter og gæstevokal fra blandt andre trækbasunist Curtis Fowlkes og sangerinde Grainne Hunt, der samtidig gav et overordnet indtryk af et yderst sammentømret band, trods den hidtil korte fælles erfaring.

Der blev dog samtidig gjort plads til Glen Hansards rolle som den solist, han nu engang er, hvorpå han flere gange stod alene blandt de mange instrumenter, hvor anekdoterne hurtigt gled over i historier om det ærefrygtige venskab med Pearl Jams Eddie Vedder. Et venskab, der blev hyldet på det mindre kendte, men særdeles velfortolkede Pearl Jam-nummer "Present Tense", som fik en råhed, som sangens skaber højst sandsynligt ville være stolt af.

Den irske folkemusiks rødder

Skyggebadet i scenens skarpe spots fortsatte Glen Hansard sin historiefortællende optræden, der gav tilbageblik på alt fra Hansards ungdom med filmen The Commitments til livet som turnerende musiker i dag. Igennem aftenens sæt blev publikum brugt som et instrument i næsten lige så høj grad som selve orkestret, hvis entusiasme nåede sit højdepunkt under i næstsidste nummer.

Glen Hansard valgte her at gå hele vejen med pubstemningen, hvor han stillede sig på scenekanten uden mikrofon og en guitar uden kabel, og orkesteret herefter fremførte en fuldkommen akustisk og strippet udgave af nummeret "Passing Through" ( af Dick Blakeslee, 1948).Orkestret delte vers og soloer, og det kulminerede i en altoverskyggende fællessang, der skabte en helt speciel festlig stemning på Trains scene.

Umiddelbart skulle man tro, at aftenens højdepunkt var nået, og der nu ikke var mulighed for at komme højere op. Koncerten havde hidtil været præget af en helt ekstraordinær spontanitet, der netop havde nået sit toppunkt under Glen Hansards venskabelige kontakt med publikum. Men som elektriciteten så småt fandt sig tilbage under aftenens sidste nummer, beviste Hansard samtidig sit forhold til den irske folkemusiks rødder.

Trods Hansards ellers fremragende moderne fortolkning af musikkens traditioner, viste opførelsen af Brendan Behans folk-klassiker "Auld Triangle" (1954) kontakten til den irske musikalske arv. Og måden netop denne kom til udtryk på, var Hansards måde at give de enkelte medbragte musikere, roadies og endda en koncertgæst mulighed for at bidrage med vokal til det, der på fremragende vis konkluderede aftenens koncert.

Det stod derefter lysende klart, hvordan Glen Hansard er en komplet ener, når det kommer til måden at formidle musikken på. Det blev gjort flot og professionelt, men samtidig uhøjtideligt og helt uden fejltrin.

Glen Hansard spiller i Amager Bio, mandag 5. oktober