Det var den største koncert, noget dansk band har spillet herhjemme – det forpligter, men Volbeat kvitterede med en massiv mur af en magtmanifestation i Odense
Se, jeg har tænkt den tanke nogle gange. Den er ikke specielt original, men den er i al sin gribende enkelthed sådan:
»Hvad i helvede skal jeg gøre, hvis Volbeat IGEN overgår sig selv?«
Efter i omegnen af ti år, hvor Ringsteds rockende rødders karriere egentlig blot har manifesteret sig som en opadgående kurve, som ville give selv den mest magtliderlige monet-magnat utidige drømme.
MEN hver gang jeg har tænkt, at nu rammer den kurve sgu’ loftet, så viser det sig, at samme loft – i Volbeats tilfælde – har sprækker. Det er dér, som Leonard Cohen engang påpegede, at lyset kommer ind. . . og Volbeat finder endnu en åbning til at lade raketten mod rockhimlen tage endnu et træk mod toppen.
Og dermed velkommen til Tusindårsskoven i Odense, hvor Volbeat lørdag aften spillede sin eneste koncert i Europa i år.
Hvor de slog alle rekorder for, hvad et dansk band nogensinde har præsteret herhjemme og solgte marken ud med 37.000 mennesker.
Hvor de havde selvtillid nok til at lade en mægtig metalmaskine som tyske Accept varme alt folket op.
Kort sagt:
Hvor de fandeme – om nogensinde – virkelig skulle levere.
Og det gjorde de så. Med et – selv for Volbeat – eminent eftertryk, et orgiastisk overskud og den sædvanlig klædelige vantro over den modtagelse, som blev dem til del, så man faktisk stod dér og blev satans stolt af dem. Det har jeg næppe adkomst til og jeg er ej heller den store pladrende patriot. . . men alligevel, venner!
Der var højdepunkter i et omfang som på en nudiststrand reserveret mænd permanent overdoserede på viagra på denne aften.
Som da Volbeat – i øvrigt med en helt igennem fantastisk lyd – leverede eksempelvis et fænomenalt tænkt medley af ”Heaven Nor Hell”, ”Warrior’s Call” og ”I Only Wanna Be With You” blot for at toppe dén ladning med ”Mary Ann’s Place” og ”Lonesome Rider”. Selvfølgelig med en – ja, selv for hende – helt vidunderlig indsats fra gæstevokalist Pernille Rosendahl.
Jeg har skrevet det ofte før, men ingen har en alfevokal som frk. Rosendahl, og intetsteds passer den bedre ind end i Volbeats massive metalliske mur – det trak tårer det her, og det så ud som om det også gjorde det hos hende selv. Det bibringer simpelthen bandet yderligere dynamik, som i øvrigt også én af bandet andre tilbagevendende gæster – kontrabassisten Jakob Øelund – gør med sit rockabillyspil i ”16 Dollars” og førnævnte ”Lonesome . . .”.
Den koncert er vitterlig én af de største magtmanifestationer, jeg har set noget dansk band massere masserne med herhjemme. Jeg har måske nok set Volbeat bedre rent teknisk, men jeg har aldrig set dem levere med et overskud, som de gjorde her.
I et land, hvor vi ikke er meget for store armbevægelser, favner Volbeat imponerende vidt. . . og så med noget så grimt som hård rock.
Det er fandeme smukt!
VOLBEAT, Tusindårsskoven, Odense * * * * * *
