Nick Cave and the Bad Seeds tranformation fra ’small venue’- til arenakunstnere blev en oplevelse af de helt store. Ikke alene blev koncerten i Royal Arena, fredag aften, et musikalsk pragtstykke i balanceakten mellem punket støj og æterisk intimitet - man kan med god ret sige, at den sorthårede mørkemand og hans band lagde nye alen til begrebet stadionrock. Godt hjulpet på vej af superb lyd, perfekt orkestrering ved bandleder Warren Ellis og et gæstevisit af den danske sopran Else Torp.
I det tredje nummer 'Magneto' opstod der en malerisk situation ved scenekanten. Masser af hænder og arme, der rakte op mod den udadvendte Nick Cave, der tøvende rakte tilbage mod sine fans. Ikke at der er noget nyt i det scenarie. Det opstår formentlig ved alle hans koncerter, og har gjort det i årevis.
Man kan vælge at se det som et næsten bibelsk billede – Cave har altid smykket sine tekster med bibelske referencer.
Eller som en leg med, eller parodi på det klassiske rockstjerne-og-fans ’Dancing in the Dark’-moment.
Eller simpelthen bare som stjerne og fans, der deler et øjebliks eksistentielt fællesskab.
Anyway, det skulle blive afsæt for en usædvanlig varm og fokuseret koncertoplevelse, der endte med Nick ude på gulvet i ’The Weeping Song’ og flere end hundrede fans på scenen i næstsidste nummer ’Stagger Lee’.
Ikke siden en U2-koncert i Falkoner tilbage i kridttiden har jeg set et mere bevægende brud med den såkaldte fjerde væg under en stor rockkoncert.
Efter albummet ’Skeleton Tree’ og dokumentarfilmen ’One More Time with Feeling’, begge stærkt påvirkede af Nick Caves søns død, kunne man måske have forventet en salvesesfuld oplevelse afbrudt af slagboremaskine og mere larmende numre fra bagkataloget.
Men i Royal Arenas til lejligheden perfekte lydbillede og usædvanlig klar lyd på Caves ormstukne baryton lød det som helhed organisk.
Med tidligere tiders kaos sat på vågeblus og blodtørsten i morderballaderne suppleret med bl.a. så smukke og akavede kærlighedssange som ’I Need You’ og ’Girl in Amber’ blev der skabt plads til skønhed – stadig på kantet nick cave’sk.
Om det så var en teatralsk tordnende The King-hyldest ’Tupelo’ eller 'Jubilee Street' på soniske steroider med sit uforlignelige citat fra 60ergruppen Highland Express ('I got love in my tummy'), demonstrativt påtrængende 'Higgs Boson Blues', til kærligt følelsesfuld fællessang på ’Into My Arms’.
Eller paradenummeret ’Red Right Hand', den himmelske ’Distant Sky’ med den blændende danske sopran Else Torp på gæstevisit. Som hun er på det seneste album 'Skeleton Tree’. Damn, det var fornemt.
Og apropos Torp. Nick Cave opdagede Torp via en plade, hvor hun synger klassiske, hellige estiske sange. Lidt ligesom Kira Skov i øvrigt gør på sit seneste album.
Cave og hans kompagnon Warren Ellis er tydeligt inspirerede af denne luftige, middelalderlige lyd på ’Skeleton Tree’.
En del af magien denne fredag aften i Royal Arena skyldtes orkestreringen af Caves Gang of Six på scenen, der gav også disse mere æteriske sange - som åbningsnummeret 'Anthrocene' - et kraftfuldt udtryk.
Som altid med den reelle orkesterleder Warren Ellis i konstant bevægelse mellem guitar, piano, keyboards og violin.
Det samme med sangeren der selv, der som et Elvis' hvide spøgelse ligeså meget ligner og lyder af Berlin Alexander Platz som af Memphis.
Med perlerne 'Into My Arms' og 'Gril in Amber' i rap og den hjerteskærende 'I Need You' og endelig den gloriøst lydende 'Skeleton Tree' indrammende Nick Cave og hans Bad Seeds en stor, stor koncertoplevelse, hvor det meste gik op i en højere sammenhæng.
Nick Cave and the Bad Seeds, Royal Arena, fredag aften.
Sætliste:
Anthrocene
Jesus Alone
Magneto
Higgs Boson Blues
From Her to Eternity
Tupelo
Jubilee Street
The Ship Song
Into My Arms
Into My Arms
Girl in Amber
I Need You
Red Right Hand
The Mercy Seat
Distant Sky
Skeleton Tree
The Weeping Song
Stagger Lee
Push the Sky Away
