Den supertalentfulde R&B-stjerne John Legends koncert i Royal Arena formede sig mest af alt som en glat leg med genrens mange klichéer. Kun i de ældre, mest intime sange mærkede man en ægte soulfeeling – og især når han sang andres sange
Sidste gang, Legend spillede i Danmark, foregik det i Falconer Scenen med hans gode newyorker-veninde Oh Land som opvarmning. Torsdag aften kom han til Royal Arena med en forholdvis frisk Oscar for filmmelodien 'Glory' (2016), et næsten nyt album og rygtet som en af den amerikanske underholdningsbranches største velgørere i flybagagen.
Som det fremgik under aftenens koncert, er John Legend aktiv i Black Lives Matters-bevægelsen. Senest har han produceret en tv-serie, baseret på romansuccesen ’The Underground Railroad’, der foregår i slavetidens USA.
Velklædte Legend entrerede Københavns største koncertsal med en god portion hydraulik, et ganske elegant sceneshow og en invitation til et begivenhed, hvor den talentfulde sanger måtte kæmpe for at fastholde en vis intimitet i salen, der ellers tilbyder en fornuftig akustik, sammenlignet med Parken og Forum.
Den første halvdel af koncerten var præget af en hel del numre fra 2016-albummet ’Darkness and Light’ med inspiration fra forskellige sorte amerikanske musikkulturer: afro, caribisk, jazz, reggae – og moderne semielektronisk R&B.
Oprindelig tilbage ved gennembruddet i 2004 sang Legend klassisk soul, senere er han gået R&B-vejen, blandt andet inspireret af vennen Jay-Z.
Fint nok med de multirytmiske og –musikkulturelle indstik, tilpasset Legends, hans bands og de tre korsangerinders showmanship. Men dels virkede det direkte kaotisk i numre som ’Made to Love’ og ’Overload’, der levede op til sin titel, dels er de nye sange simpelthen bare ikke ret gode.
Som performer er John Legend en mand, der vil sit publikum - og resten af verden - det bedste. Det siger og synger han. Men hans passion eller hjerteblod trænger ikke rigtig så meget igennem hans egen glatte pænhed, at man for alvor lader sig bevæge af ham live. Trods indiskutabel inderlighed i hans påfaldende uspolerede, flotte vokal. Det er det største problem. Legend er vokset op med gospel i den fattigste del af Springfield, Ohio, men han og bandet skabte ikke meget gospelfeeling i det glaserede show på scenen.
Meget sigende opstod et af de varmeste øjeblikke ikke, da Legend hyldede sin lille datter, som han formentlig gør hver aften på scenen, men da den ene korsangerinde smilede og vinkede til guitaristen, da han spillede lidt Hendrix-spade. Heldige ham by the way.
Det virkede på en eller anden måde tilpas meget ved siden af konceptet - og meget mensch.
Når det var bedst her til aften, var det i ældre numre som gennembrudshittet, Legends tre minutter lange manifest 'Ordinary People', selvom det blev sunget noget forceret.
Han stod stærkest og klarest som sanger – med og uden jazzede fraseringer - alene ved sit piano, eventuelt tilføjet lidt diskret akkompagnemet i ’Who Do We Think We Are’ og ’You & I (Nobody in the World)'.
Samt i diverse coverversioner, bl.a. af Meghan Trainers ’Like I’m Gonna Loose You’ og en meget, meget flot soloversion af ’God Only Knows’.
Der var den der – følelsen. Også i ekstranummeret 'All of Me' (hørt 700 mip. gange på Spotify), som et flot stjerneplisseret punktum.
John Legend, Royal Arena, torsdag aften.
