Efter succes, heroinmisbrug og personlige tragedier gør Eric Clapton klar til pension.

Han har solgt over 100 millioner album. Og han har lært flere generationer at spille guitar. Men i dag foretrækker Eric Clapton ofte at se fjernsyn.

- Problemet er simpelthen, at jeg er for doven. Jeg har den her lille del af en ny sang, som jeg overvejer, hvad jeg skal stille op med. Men så tænder jeg for fjernsynet, bliver distraheret og glemmer alt om sangen.

Sådan siger den 69-årige stjerne i et nyt interview med magasinet Rolling Stone.

Og her indrømmer guitarlegenden bag klassiske riff som ’Layla’ og mindst lige så klassiske ballader som ’Wonderful Tonight’ og ’Tears in Heaven’ også, at pensionen nærmer sig.

- Jeg spiller faktisk meget herhjemme sammen med familien. Og der kommer snart en dag, hvor jeg vil have nok i dét, siger Eric Clapton.

Album-hyldest til afdød ven

Men helt slut er karrieren selvfølgelig ikke. Og i dag er der faktisk igen nyt fra Eric Clapton eller ’Slowhand’, som fansene døbte ham i 70erne.

Således udkommer albummet ’The Breeze’, hvor Eric Clapton har samlet venner og kollegaer som Mark Knopfler, Tom Petty og John Mayer for at hylde deres nyligt afdøde fælles ven JJ Cale.

To af Claptons allerstørste hit, ’After Midnight’ og ’Cocaine’, var skrevet af JJ Cale. I 2006 indspillede de to venner albummet ’The Road to Escondido’.

Og Eric Clapton sad for sig selv og fiskede, da han via sms fik den triste nyhed om JJ Cales død.

- Jeg sad bare og stirrede på floden. Og en gang imellem kunne jeg høre mig selv sukke.

Og i sin mere end 50 år lange karriere er det ikke første gang, Clapton har levet igennem svære tider.

I knap 20 år kæmpede rockstjernen således med et massivt heroinmisbrug, der flere gange var ved at tage livet af ham. Han har mistet nære venner som Stevie Ray Vaughan og George Harrison. Og værst af alt mistede han i 1991 sin bare fire-årige søn Conor, der faldt ud af et åbent vindue på 53. sal.

Fra tragedie til triumf

Men Clapton har altid formået at vende tragedie til ny triumf.

Således skrev han sangen ’Tears in Heaven’ til Conor. Han lagde narkoen på hylden. Og grundlagde sit eget afvænningshjem ’Crossroads’, hvor tusindvis af både kendte og ukendte misbrugere siden er blevet kureret.

Via sin tilbagevendende turné, der også har fået navnet ’Crossroads’, præsenterer han både gamle og nye guitartalenter for et stort og ofte nyt publikum.

For nylig blev Claptons formue i Surrey Life Magazine opgjort til dét, der svarer til 1,2 milliarder danske kroner.

Men Eric Claptons virkelige succes skal findes inden for hjemmets fire vægge.

Efter et omflakkende kærlighedsliv, hvor Clapton datede skønheder som Cher, Sheryl Crow, Naomi Campbell, Sharon Stone, Marianne Faithful, Paula Yates, Rosanne Cash og den franske præsidentfrue Carla Bruni, er Clapton nemlig langt om længe faldet til ro sammen med konen Melia McEnery og deres døtre Julie, Ella og Sophie på 13, 11 og ni år.

- Nogle gange undrer det mig, at jeg overlevede. Og det er trods alt et fantastisk liv.