____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Af Morten Ebert Larsen - Gaffa

Canadiske Leonard Cohen blev født i 1934 og runder dermed et skarpt hjørne den 21. september, hvor ikonet fylder 80 år. Cohen har en været en yderst flittig gæst i Danmark de seneste år, hvor han med sine maratonkoncerter har henrevet både publikum og anmeldere i stor stil. Det er blevet til besøg i både Aarhus, Odense, Aalborg og København. Verdensturnéen sluttede i december 2013 med en runde i New Zealand og Australien, og veteranen har ingen planer om at skulle på landevejen igen. Han skulle, efter hvad rygterne siger, være i gang med et nyt studiealbum.

Amager Bio lægger scene til en hyldestkoncert til Leonard Cohen på fødselsdagen. Manden bag koncerten, som har titlen "Kort til Cohen", er Anders Dohn, der har arbejdet med fødselarens sange i ti år. Han stod bag albummet "På Danske Læber" i 2004, hvor flere af dansk musiks superligaspillere, blandt andre Steffen Brandt & Tina Dickow, Nikolaj Nørlund og Swan Lee, medvirkede med Dohns og egne gendigtninger. Anders Dohn arbejdede efterfølgende på flere gendigtninger, som han og en kvintet netop har været i studiet for at indspille.

Koncertholdet består af trommeslager Chano Olskær, bassisten Jens Holgersen og tangentspiller Christian Søgård. Anders Dohn spiller guitar og synger, og med sig har han Channe Nussbaum. Orkesteret går under navnet "Gæsterne" og er opkaldt efter en af den canadiske mesters sange, "The Guests".

Ved koncerten kan publikum digte med på et stort fødselsdagskort og sende en tak, en tanke eller en tegning, som bliver bragt videre til Cohen selv efter koncerten sammen med et nyt album med 12 af mesterens sange i Anders Dohns danske gendigtninger.

Billetter til koncerten kan erhverves via Billetnet.

Torsdag den 18. september klokken 16-17.30 kan du i øvrigt opleve den mangeårige GAFFA-skribent og Cohen-ekspert Espen Strunk holde foredraget "Det knuste Hallelujah" på Hovedbiblioteket. Der er gratis adgang.