For ikke så længe siden hørte jeg en gademusikant spille Beach Boys 'Fun, Fun, Fun' i nærheden af Jorcks Passage på Strøget i København.
Musikantens franske accent var tyk som tågen over de californiske strande, når temperaturen en sjælden gang falder, men det lød personligt og melodisk på en dødcharmerende, sær og akavet måde. Jeg gik hjem og lyttede til Beach Boys. Det meste af en weekend.
The Beach Boys betydning i (pop)musikhistorien er svær at formulere enkelt. Men man kan jo give ordet til Beach Boys gamle forsanger og sangskriver Mike Love. Som han sagde det her til aften i Ballerup Superarena:
- Den næste sang skrev Brian (Wilson) en nat i 1963 (for 51 år og én dag siden, red.). Da vi stod op næste morgen hørte vi, at præsident Kennedy var blevet indlagt på et hospital i Dallas. Det giver 'The Warmth Of The Sun' en særlig betydning for os'.
Surf, piger og biler
The Beach Boys var gruppen, der med de uimodståeligt, melodiøse sange (en enkelt 'lånt' fra Chuck Berry) på én gang blev popkulturens svar på familien Kennedy og en popgruppe, der sammen med de fire fab fra Liverpool, fik USA til at smile og tappe med foden i sorgperioden efter JFKs død. Senere kom så et album som 'Pet Sounds' og 'God Only Knows' og 'Good Vibrations' og vejen var banet for fremtidens rockproduktion og electronica.
Allerede i deres egen tid var Beach Boys tekster om surf, piger og biler tæt på at være anakronistiske, i hvert fald indtil Brian Wilson hørte The Beatles 'Rubber Soul' og tog konkurrencen op.
Så selvfølgelig virker det i bedste fald pudsigt, når den 73-årige Mike Love smålummert står på scenen i Ballerup og fortæller, at sangen 'Be True To Your School' hylder de amerikanske cheerleaders for 51 år siden. Det var han allerede ved at være for gammel til dengang.
På den anden side; det kom frem i weekeden, at Eminem har udgivet en sang, hvor han truer sangerinden og rapperen Iggy Azalea med voldtægt. Det være sagt velvidende, at den gamle Warren-rappers fans vil forsvare ham med, at sådan er han jo. Det er bare ord. Nej, intet i Eminems omtumlede liv berettiger ham til at fratage andre mennesker retten til selv at bestemme over deres egen seksualitet.
Set i det lys, virker Stranddrengenes corny hyldestsange til bikiniklædte surferpiger fra uskyldens år sært befriende.
Brian og Mike er sure igen
Det Beach Boys, der spillede her til aften, surfer på samme bølge, som det Beach Boys, der for to år siden spillede i Aarhus. Nu uden de oprindelige medlemmer Brian Wilson og Al Jardine. Brian og Mike er sure på hinanden igen.
Al Jardines sange synges af den spraglede trommeslager John Cowsill, der slår low-fi slasket på sine trommer som om, han bliver lige overrasket, hver gang han rammer. Både i sin stil og lyd minder han en del om afdøde Dennis Wilson, der var trommeslager i Beach Boys til sin død.
Mike Love kan stadig synge en 'Surfin' Safari' og 'Do It Again' troværdigt, men der er ikke mange oktaver og toner tilbage til at spænde over eller føre ham op og nedad de mange avancerede skift i sine og Brian Wilsons ekstremt melodiøse sange. Slet ikke hos Bruce Johnston, der sang 'Wendy', så man kom til at tænke på Whitney Houston i Forum. Det var tænderskærende pinligt.
Kun undergået af en version af 'Good Vibrations', hvor hverken vokaler, harmonier eller musik hang sammen, før det ikoniske break. Og hvor trommeslager Cowsill mest virkede som om, han tænkte på noget andet.
Så gik det bedre med mindre udfordrende 'Fun, Fun, Fun' og 'Barbara Ann'. Og den gamle sørøversang 'Sloop John B'.
De andre synger
På den gode side skal nævnes, at det klart var den bedst lydende Beach Boys-koncert, jeg har oplevet, begyndende med den legendariske koncert i cirka 1979 i Tivoli, hvor der var 70.000 tilhørere. Som ikke kunne høre nogetsomhelst.
De to guitarister Jeff Foskett og Scott Totten spiller hver sin udmærkede spade, Foskett som lå meget langt fremme i lydbilledet er en glimrende rytmegutiarist. Han og bassisten Randell Kirsch synger efterhånden en god del numre. Det slipper de bedre fra end Love og Johnson. Specielt i Fosketts fine version af 'Darlin'', hvor man endelig mærkede et lille strøg af den mleodiske magi i Brian Wilson og Mike Loves state of the art vestkystpop-klassiker.
Videoklip på en storskærm understreger stemningen i de gamle klassikere med en konstant strøm af bølger (husk søsygepiller næste gang), biler og solbrændte piger - tæt på gribende i 'God Only Knows', hvor stemmesporet vist nok skyldtes en klassisk liveoptagelse fra Hyde Park i London med afdøde Bruce Wilson. Også ganske bevægende.
I kan ikke slå groovet ihjel
Ligeså tæerkrummende det var, lige så ærligt må jeg indrømme, at jeg tappede med på flere af de gamle klassikere. Simpelthen fordi der skal mere end dårlig sang og gumpetungt hyggeband til at slå Beach Boys-groovet ihjel.
For lidt mere end ti år siden forlod jeg befippet en koncert i Stockholm med Brian Wilson og det dengang helt nye Smile-projekt på en cocktail af magi, respekt og decideret hjerteflimmer.
For et par timer siden forlod jeg Ballerup Super Arena helt uden skyggen af den slags følelser.
The Beach Boys vidunderlige sange vil overleve evigheden, men Mike Loves og Bruce Johnstons band ligner et udkast til et gravskrift.
De ville gøre sig selv og ikke mindst deres eftermæle en tjeneste ved at stoppe og lade sangene leve videre - gennem f.eks. den franske guitarist ved Jorcks Passage.
Surf's up, drenge.
The Beach Boys, Ballerup Super Arena, søndag aften.
