Mayer gav en fuldkommen udsolgt koncert for 10.000 fans i Forum i aftes, men må skuffe lige så mange fans i aften. Han er syg.

- Det er med stor beklagelse, at vi må aflyse aftenens koncert med John Mayer, skriver koncertarrangørerne Live Nation i en pressemeddelelse, der netop er udsendt. 

Pressemeddelelse kommer bare en dag efter singer-song-writeren gav den hele armen i Forum i København.

Stemningen i aftes var så god, at han for første gang nogensinde - hævdede han - gik ind og sang ekstra numre i to omgange.

Desværre får de 10.000 fans der havde bestilt billetter til aftenens udsolgte koncert ikke samme mulighed.

Koncertarrangørerne ved ikke hvad den 32-årige sanger fejler, og nøjedes med at skrive at 'sygdom er alle mænds herre' i deres pressemeddelelse.

Endnu vides det ikke om koncerten bliver spillet en anden dag, og alle gæsterne rådes til at beholde deres billetter, så de kan indløse endten en ny koncert eller pengene.