Efter to solo-ep'er er Esben Svane (A Friend In London) klar med sit debutalbum under navnet The Radar Post. Det tager atter afsæt i folk- og singer/songwriter-genren, men favner i denne omgang også en radiovenlig poprock-lyd.

Albummet er velproduceret, og de 11 sange veksler mellem introverte arrangementer og energisk rockede udladninger, hvor Svanes skrøbelige stemme altid står indfølt i centrum.

Det er Svanes egne erfaringer med det pulserende musikliv – og et sideløbende alkoholproblem – der danner baggrund for den lyriske tematik. Det bliver dog ikke selvsmagende navlepilleri.

Højdepunkterne tæller den optimistiske Cooking Up Something, den nøgne Traces, indledt af et urs støvede taktslag nærmer den sig Bright Eyes, og den fængende single You Got My Back.

Til trods for at det stærkt personlige islæt lyder The Radar Post ikke som rendyrket selvterapi, men sparker som sit eget levende bæst. Det er med andre ord et prægnant poprock-udspil.

The Radar Post, 'The Radar Post', Nordic Music Society | Udkom 20. april 2015