Ghita Nørby besøgte torsdag Smukfest i Skanderborg, hvor hun sammen med Chili Klaus optrådte med forskellige fortællinger fra sit eget liv, og det var samtidig den 83-årige prisvindende skuespillerindes første besøg på festival nogensinde.

»Det er en gave at få lov at sidde her i Skanderborg med søerne og det hele. Og se alle teltene og de unge mennesker, det er fuld af så meget charme, humør og, som jeg opfatter det, glæde. Jeg har kun været så glad for at være her,« fortæller en begejstret Ghita Nørby, da B.T. møder hende efter showet, der foregik på festivalens mindste scene, Udsigten.

Chili Klaus og Ghita Nørby fortalte historier på Smukfest.
Chili Klaus og Ghita Nørby fortalte historier på Smukfest.
Vis mere

Ghita Nørby blev torsdag morgen fragtet fra København til Skanderborg i bil, og siddende med et glas kølig hvidvin og god udsigt over en af Skanderborgs søer er der da heller ikke meget klassisk festivalliv over Ghita Nørbys debut.

»Det her er slet ikke lavet for mig, jeg er da alt for gammel,« griner Ghita Nørby, som dog heller ikke skal sove i telt på festivalen.

Selvom Ghita Nørby selv synes, hun er lidt for gammel til festival, så har skuespillerinden dog alligevel tænkt sig at blive på Smukfest til fredag.

»Jeg skal være sammen med Kirsten Lehfeldt og et par andre gode venner, som optræder her. Vi skal spise noget mad og sove, og så tager jeg hjem i morgen,« fortæller Ghita Nørby.

Mens festivalpladsen onsdag nat og torsdagen igennem har summet af folk, der har diskuteret onsdagens stærkt udskældte Britney Spears-koncert, så gør Ghita Nørby det klart, at hun slet ikke har en holdning til popdivaen.

»Jeg er alt for gammel til at udtale mig om det. Jeg ved slet ikke noget om hende. Jeg kender mere den der ’Er du dus med himlens fugle’,« griner skuespillerinden.

Du er måske mere til Kim Larsen?

»Kim, ja, han er vidunderlig!« siger Ghita Nørby.

Skuespillerinden bliver fredag kørt hjem til København igen, og sommeren over filmer hun på Fyn.