Trods et umuligt spilletidspunkt understregede Volbeat endnu engang, at det ikke er nogen tilfældighed, de er blevet et verdensnavn – sådan må det nu engang gå, når man er i verdensklasse
VOLBEAT, Orange
- Jungersen, mand! Det dér er fandme ren verdensklasse, og det kan du sgu’ godt skrive! Det være hermed gjort.
Ordene skal tilskrives et glimrende eksemplar af racen ”det danske rockpublikum” og faldt, da vældige Volbeat sent fredag nat og halvvejs inde i deres sæt på Roskilde Festival ramte måske dén bedst swingende og dejligst duvende version af 'Mary Ann’s Place', jeg nogensinde har hørt dem spille.
Volbeat gik først på scenen klokken 01.30, fordi Rihanna, som havde optrådt forinden, gik på scenen med 30 minuuters forsinkelse. Måske kunne hun ikke finde en øjenvippe eller – som Volbeats Michael Poulsen lakonisk bemærkede – fordi hun havde haft problemer med at programmere sin forudindspillede backing.
Men lad nu denne Roskildes øvelse udi pløk-programmering ligge. Og dog. Lad mig blot konstatere, at hvis ikke dén livs- og spilleglade opvisning i ægte musik for musikkens egen skyld, som Volbeat diverterede med denne nat, lærer festivalen fremover at satse på dét, vi er nogle, der kalder ”'ægte musik', snarere end fejlplacerede pantomime-poppapegøjer… ja så lærer de det sgu’ næppe nogensinde.
Sidst jeg så efter lå Las Vegas altså i Nevada og ikke – så at sige - på Midtsjælland. For dér regerer – som Volbeat så rigeligt understregede – altså rock and roll. Poulsen og co. lagde vanen tro ud med og spillede sig ind med bl.a. 'Hallelujah Goat', 'A New Day', 'Guitar Gangsters And Cadillac Blood', 'Pearl Hart', 'Heaven Nor Hell' og 'Sad Man’s Tongue', inden fanden tog ved dem i vederkvægende veloplagte versioner af 'Lola Montez', ”Fallen” og regulært regerende raseri-udgaver af '16 Dollars' og 'Seven Shots'.
Og med en storsmilende Poulsen i front, en stensikker rytmegruppe i Jon Larsen og Anders Kjølholm samt en fænomenalt spillende Rob Caggiano hér, dér og de berømte alle vegne spillede Volbeat sig i løbet af resten af koncerten sågar endnu højere op via 'A Garden’s Tale', 'Hangman’s Body Count', førnævnte 'Mary Ann’s Place' og – ikke mindst – det brillante heavy metal nummer 'Doc Holliday', som i dén grad ligner en kommende live-klassiker. Alt sammen var det formidabelt spillet. Alt sammen drev det af autenticitet.
Alt sammen overbeviste det om, at Volbeat er måske dét fineste rockband, dette land nogensinde har fostret.
Og sluttelig var det alt sammen endnu en understregning af, at Volbeat – som vanligt smukt balancerende mellem ydmyghed og stolthed – som ingen andre, jeg lige kan komme i tanker om, er i øjenhøjde med deres publikum. Hvorfor i øvrigt at den gensidige kærlighed mellem bandet og publikum er næsten håndgribelig.
- Dem kan vi sateme godt være stolte af, som en gut ved min side følte sig kaldet til at påpege. Ja, det kan vi… sateme!
5 ud af 6 stjerner.
