På papiret ligner Muse det umulige rockband. Baseret fra begyndelsen for 21 år siden på en småintellektuel, dystopisk dommedagsvision, der står for alt det modsatte af, hvad rock'n'roll bør være. Som i lige-nu, liv, sjæl, kærlighed.
Skruet sammen i en musikalsk konstruktion, der er alt andet end 1, 2, 3, 4 - rock. Muse har referencer til klassisk musik, Brecht og Weil, musical, opera - især Matthew Bellamys sang - 80er elektronica, heavy rock - og så bandet, de altid bliver sammenlignet med, Queen.
Umuligt på papiret. I Roskilde-virkeligheden et brutalt succesivt sug i maven. En live rockmanifestation af de sjældne.
Muse begyndte med en eksplosion, som kun fadede ud nogle få gange undervejs i f.eks. 'Apocalypse Now', 'Munic Jam' og 'Madness' med Bellamy på klaver.
Det begyndte med et riff, der lyder som 'Personal Jesus', på et tidspunkt flettet ind i 'Whole Lotta Love'.
Der er poppede melodiske strukturer i numre som 'Mercy', 'Hysteria' og det største hit, ekstranummeret, den uimodståelige stadionrock-hymne 'Uprising', med den højstemt, messende Matthew som korleder for hele Smatten.
Inden lyden af virtuose Matthew Bellamys guitarer når ud til højttalerhøjhusene ved siden af Orange Scene har den utvivlsomt været igennem en dælens masse teknologi (bl.a., bonusinfo: en forstærker, der lavet af samme form for aluminium som flyvemaskiner). Men det spøgelse, guitarist Bellamy lukker ud af maskinerne er imponerende.
Som hans næsten fire oktaver vidtspændende vokal, der virker uberørt af turnéliv - og livets gang i øvrigt.
På et tidspunkt gik jeg en lille runde og mærkede dét, som nogen gerne vil kalde Orange Feeling. Kulissen malet med den særlige pallet af lige dele purpurfarvet himmel og orange scene, flagende, syngende publikum - og endelig foran mig tre piger, der åbenlyst havde taget fysisk bo i de voldsomme udladninger fra scenen.
Hvirvlende rundt i den massive rockmalstrøm står det med hakkende skrift på blokken, 'hvad er det med det dér Muse?'. Og tænker, at det kunne være, som hvis man forestiller sig bands fra forskellige strømninger, der udgik fra 60ernes engelske bluesscene blev forenet i 2015. Pink Floyd på den ene side, Black Sabbath på den anden, Jimi Hendrix (eksil-londoner) på den tredje.
Selvfølgelig er der, som med det meste andet, en logisk forklaring. Som bassist Christopher Wolstenholme for nylig fortalte i et interview i BT, har Muse arbejdet sammen med den legendariske AC/DC-producer Robert 'Mutt' Lange på det seneste album 'Drones'. Netop med det formål at redefinere bandet, der var endt i en ensrettet elektronisk gyde. Sagt på en anden måde, han skulle bringe noget mere 6-6-6 ind i en verden af ettaller og nuller.
Lange fik så lige en hyldest med et 'Back in Black'-riff i 'Hysteria'.
Bassisten Wolstenholme, ja. Med det efternavn lyder han som skurken i en krimi - og er det på en måde også. For Muse er et band, der synger underligt fortænkte sange om en styg verden, hvor konspirationer, droner og supermagter truer med kvæle menneskeheden i sine løgne.
Men det bliver frembragt af et band, der potent og larmende spiller sammen så stinkende tæt som svolvdunsterne i det Helvede, vi åbenbart er på vej ned i. Skal man tro Bellamy.
Som Muse denne smukke Roskilde-aften spillede den nedadgående sol sort, ligner de det bedste bud på verdens største europæiske stadionrockband med musikalsk og visionær konsekvens og kompromisløshed. En status som Apple-app'en U2 har deponeret i et skattely i Holland.
Det var episk
Muse, Orange Scene, Roskilde Festival, torsdag
Dem spillede de:
Psycho
Supermassive Black Hole
The Handler
Plug In Baby
Dead Inside
Interlude
Hysteria
Munich Jam
Madness
Apocalypse Please
Supremacy
Mercy
Time Is Running Out
Reapers
Starlight
Stockholm Syndrome
Ekstranumre:
Uprising
Knights of Cydonia
