'And in the end, the love you take is equal to the love you make'.

På den node er vi vel et sted mellem 50 og 70.000, der netop har forladt koncerten med Paul McCartney og hans band. Efter to timer og tre kvarter.

Den kærlighed, du giver, er lig den kærlighed, du modtager. Den er til fem stjerner.

Det sluttede med al den fabness og magi, man kunne håbe med manden, der var med i verdens første rockband. Men det tog sin tid. Vi skulle nedad  en 'long' og 'winding' vej, før Roskilde og Macca blev forenet i en magisk messe.

Lidt problemer med Sir Pauls stemme, alt for lav lyd, og en famlende indledning med flere besynderlige sangvalg - og manglende udstråling, ikke så meget fra sangeren, men i bandet, der et stykke ned ad Penny Lane ligner saltstøtter, der gør, hvad de er hyret til. Borset fra den formidable trommeslager Abe Laboriel Jnr.

De har spillet sammen nu i snart 15 år, og ja, det er jo ham i midten, det handler om. Men alligevel.

Dét skulle vi forbi; himlen over Orange Scene, skulle blive mere og mere mørk, før fællessang, et fodsteppende, dansende publikum selv blev en del af den 'Magical Mystery Tour', som Sir Paul introducerede fra begyndelsen.

Spændstig og fit

Sir Paul er en spændstig og fit mand på 73, men hans stemme er definitivt ikke, hvad den var en gang.

Dén virkelighed har han langt hen ad vejen indrettet sig efter. Men det kneb allerede under første nummer 'Magical Mystery Tour' - og igen i 'Save Us' fra det seneste album 'New' og en ikke specielt funky 'Got to Get You in to My Life'.

Paul McCartney har verdens mest positive problem; han har så mange, meget forskellige sange at vælge i mellem, at det uundgåeligt giver nogle bratte skift fra rock'n'roll, akustisk over de mange hymne-ballader, der har skrevet sig ind i hjerter og lærebøger for hyggepianister verden over.

Og visse af disse er så langt nede i rækken blandt McCartney-kompositioner, at de ikke burde være på sætlisten. Værst 'All Together Now', en bagatel af et forsøg på matche 'Yellow Submarine' i 'De små synger'-nivaeu.

Og smerteligt nok. To numre fra verdens mest betydningsfulde rockalbum, 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band', nemlig 'Lovely Rita' og 'For The Benefit of Mr. Kite', som her til aften mest var at sammenligne med dét, der i sin tid inspirerede John Lennon til nummeret, nemlig plakater. Altså éndimensionelle.

Hyldest til Hendrix

Det gamle Wings-nummer 'Let Me Roll It' med en lille hyldest til McCartneys ven fra diverse af 60ernes London-klubber, Jimi Hendrix. Det første lille step ud af  mageligheden. Eller var det usikkerhed? Det kan kun blive en fornemmelse fra 127. række, men det virkede lidt som om, stjernen selv deroppe havde lidt svært ved at greje smatten.

Lige over i 'Paperback Writer', hvor der for første gang var en snip af legendestøvet. Sir Paul fortalte, at han havde medbragt den samme guitar, som nummeret blev indspillet på. Da lød bandet som The Byrds, som beatlerne var inspirerede af dengang i '65/'66, eller også var det omvendt. Det var også her, jeg første gang bemærkede, hvor fantastisk en musiker, McCartney er.

Så den fine ballade 'My Valentine', dedikeret til konen Nancy Shevell. Og så tilbage til guitaren og det pænt sagt ligegyldige mid-tempo Wings rocknummer 'Nineteen Hundred and Eighty-Five'.

Efter en famlende begyndelse kom en sekvens, der skulle blive det første moment, hvor McCartney og Roskilde for første gang besluttede at holde hinanden i hånden.

'The Long and Winding Road' og en anden af mine absolutte favoritter, 'Maybe I'm Amazed', en state-of-the-art komposition, et af McCartneys absolutte højdepunkter med al dens elegante hjertelighed.

Forsigtigt kys

Først holder man i hånden, på et tidspunkt bliver det til et forsigtigt kys. Det kom i den semiakustiske sekvens med den herlige country-pastiche 'I've Just Seen a Face', 'We Can Work It Out' og 'Another Day', der hørt i aften lyder inspireret af de amerikanske westcoast singersong-writere, der for alvor gjorde væsen af sig, da Sir Paul skrev den i 1970. 'Nu ligner det en rockkoncert', står der. Det var også her, man for alvor mærkede gnister og indbyrdes kommunikaton mellem McCartney og de to guitarister.

De første tungekys, da McCartney skabte et Orange øjeblik med sin 33 år gamle sang til John Lennon, 'Here Today'. Her begyndte McCartney at ligne en mand på sikker grund i forhold til os dernede. Det samme igen med den obligatoriske George Harrison-hyldest 'Something' på ukuele.

Fra 'Ob-la-di Ob-la-da' og frem var det ét langt orange øjeblik. Efter lyden efter ca. halvanden time for alvor var blevet tilstrækkelig høj.

Med et pyroteknisk overflødighedshorn under James Bond-sangen 'Live and Let Die', 'Hey Jude', der for første gang, de fire gange, jeg har oplevet den live, virkede som den salme, McCartney gerne selv ser den som. Noget så svært beskriveligt som øjeblikket, hvor historie og tilstedeværelse i nuet smelter sammen i en en gospel. Og for mit vedkommende fornemmelsen af noget mere meningsfyldt end bare nostalgi. Et møde med sig selv, i hundreder af definerende livssituationer med Beatles som inspirator og underholder. Som den gamle Beatles-fan, man jo er.

Det var gåsehudsfremkaldende at stå dernede omgivet af mennesker, høje på den særlige Roskilde søndagsfølelse (som nu er lørdag) og hvad som helst andet. Det lyder corny, men der var Love-Love-Love i luften.

Med decideret rørende momenter, også under 'Let It Be' og den sædvanlige afslutning fra B-siden af 'Abbey Road'. Da var der spilleglæde på scenen.

Og i Smatten, der efterhånden nærmere er en ørken, et publikum, der havde fået en historietime på to timer og fyrre minutter i verdens mest orange klasselokale.

Og når det er sagt: Nu har McCartney spillet med det samme hold siden 2002. Det kunne være interessant at se ham dyrke det semiakustiske mere. Det var dér, det slog flest gnister.

Paul McCartney, Orange Scene, Roskilde Festivalen, lørdag