For nogle dage siden optrådte hun i den verdensberømte smat på Glastonbury-festival i England, sidste år i det verdenskendte talkshow David Letterman og torsdag på vores helt egen Roskilde Festival

Men tro ikke, at Nanna Øland – bedre kendt som Oh Land – tager den koncert på rutinen, for selvom hun er brudt gennem den amerikanske lydmur, så er det noget særligt at komme til Roskilde Festival.

- Jeg husker tydeligt første gang, jeg var her, efter min plade var udgivet. Jeg gik og snusede til mig, for jeg ville SÅ gerne spille her, forklarer den 26-årige stjerne til B.T.

Kejserens nye klæder

Og nu sker det så. Selvom Oh Land er blevet et varmt navn i udlandet, gik der alligevel to år, hvor hun herhjemme var forholdsvis ukendt.

I foråret gav hun en koncert i Vega, og selvom hun har spillet på live-transmitterede tv-show i USA, var hun godt og grundigt bekymret.

- Shit, jeg var nervøs. Hvad nu hvis de stod og sagde ’jaja, lad os nu se’ og ville måle mig eller sådan noget. Men sådan var det slet ikke. Alle var søde og helt åbne, ingen smed armene over kors, og den koncert gjorde, at jeg føler mig helt tryg med den her på Roskilde. Der vil altid være nogle, som mener, at jeg er kejserens nye klæder, men jeg prøver ikke at ramme alle. Dem, der går op i min musik, det er dem, jeg spiller for.

Gode råd til Medina

Mange går op i Nanna Ølands musik. Hendes album er anmeldt i kæmpeaviser som The Guardian, L.A. Times og New York Times, hun har for længst oplevet Billboard-liste-succes, hvor hun blev kåret som et kommende navn, den danske itunes hit-liste har været hendes hjem i over et halvt år, og hun har ligget nummer et på diverse hitlister i USA. Noget som den herhjemme nok mere kendte Medina i øjeblikket arbejder på at opnå. Og til hende har Oh Land et godt råd:

- Hun skal spille masser af job derovre, primært i klubber, som jeg tænker er hendes stil, forklarer Oh Land.

- Jeg gjorde det på en alternativ måde. Jeg gik ikke efter at komme i radioen, men mod at få masser af koncerter, og så var jeg heldig, at der opstod en hype omkring mig, forklarer stjernen nærmest beskedent.

Letterman vs. Roskilde

For hun er beskeden. Adspurgt om hvad der er størst for hende: Roskilde eller Letterman, så vifter hun afvisende.

- Jeg kan ikke gøre det op på den måde. Letterman var en stor oplevelse karrieremæssigt, men nogle af de største personlige oplevelser har været, når jeg har optrådt på små barer langt ude i ingenting, hvor 150 mennesker er gået amok til min musik, fortæller den tidligere balletdanser.

Om koncerten på Roskilde Festival torsdag kl. 21 bliver sådan en oplevelse, håber hun. Et er dog helt sikkert, hun glæder sig helt vildt.