For rundt regnet 30 år siden stod jeg en nat under teltdugen på den daværende Grønne Scene her på festivalen. Det var en uforglemmeligt magisk aften - hvor Lars H.U.G. første gang spillede sine versioner af numre, der senere skulle blive en så fast del af historien om Lars H.U.G., at nogle i dag tror, at han har skrevet dem; 'Sålænge jeg lever', 'Når lygterne tændes' og 'Dansvise'. Og for den sags skyld også ''Make Me Smile (Come Up and See Me)' og George Harrisons 'Here Comes The Sun'.
Sålænge jeg lever, vil jeg huske den koncert som et Roskilde chancing moment ikke for bare os, der var så heldige at være der, men indirekte også for de mange, der senere skulle få 'K.O.P.Y'-pladen som følgesvend. Holdt op i mod den koncert vil det ikke give mening at anmelde dagens koncert på præcis samme sted.
’Musik er organiseret rod,’ sagde Lars H.U.G. på et tidspunkt.
Man må lade ham, at det levede han - og især hans lydfolk - på fineste vis op til.
Det begyndte med noget, der mest af alt lignede arbejdet på en af de mange nye københavnske metrostationer. Et band i arbejdstøj - og hele tre arbejdslifte til lysfolkene. To mænd, der borede i hver sin betonplade med et trykluftsbor. Der kom flere mere eller mindre spøjse påfund undervejs. Når det er Lars H.U.G., skal man ikke spørge ’hvorfor?’ - bare finde sin plads under teltdugen og slå lapperne ud.
Efter en af de særeste koncerter med et dansk navn på Roskilde sidder man lettere diffus tilbage.
Lyden var elendig under stort set hele den hitparade, som det selvfølgelig også var. Man spørger sig selv, om lydmikseren var udskiftet med en betonblok, som dem, der lå på scenen. Først hen mod slutningen levede scenelyden op til det, man må kunne forvente af 2015-teknologi.
'Supertanker' og så 'Ti sekunders stilhed' fra det fabelagtige seneste album 'Ti sekunders stilhed'. 'Natsværmer'. Den nye 'Gloria'. Den altid gennemarbejdede luftige og stramme lyd i H.U.G.s musik matcher hans tekster - der var tidspunkter her, hvor jeg tænkte 'massakre'. Sidst jeg så H.U.G. med Peter Peter, der det seneste års tid har spillet rollen som H.U.G.s nye sideman efter salig Hilmar Hassig, leverede han både hvasse og natsværmeriske modflager i musikken. Især stærkt i art-funkede numre som 'New York' og 'Den sidste tid', der har godt af hans guitar. Den var decideret uhørlig, ligesom korharmonierne.
Og nu jeg er i gang. Det gik også ud over human beatbox-mesteren Thorsen, der var hyret som en spøjs parantes i 'Så længe jeg lever', og altid lyse og karmafyldte Oh Land, der sang med på det ellers så pittoreske 'En skønne dag'.
Er det ikke bare en sur anmelder, der sidder dér og hakker i tasterne? Nej, Oh Lands stemme var der ikke. Tilbage var rytmen.
Det blev helt godt hen mod slutningen med 'Kysser himlen farvel', hvor man for alvor havde Peter Peter med og H.U.G.s vokal helt skarpt. Hvor synger den efterhånden noget ældre mand dog stadig godt. Han kan stadig ubesværet knække sin falsetto, så det er en fryd.
Efter en time takkede H.U.G af - og fortsatte så med at spille en halv times tid med en stadig stigende kurve på humørbarometeret, ikke bare hos ham selv, men også hos denne anmelder.
Og det endte decideret, ja lige så vidunderligt kaotisk som sjovt, da H.U.G. inviterede to dj's på scenen, som sammen med bandet miksede noget sammen, der må være tænkt som en hyldest til diverse kolleger af hans egen generation, Gnags, TV 2, Gasolin, Dodo and The Dodos og C.V. Jørgensen.
Lige så campet, lige så sjovt var det. Og helt ærligt, hvor ofte forlader man en rockkoncert smilende?
Som performer bliver Lars H.U.G. mere og mere loose og charmerende. Og ja, han udstråler så meget kærlighed til sine sange, at han tør udfordre dem. Når kaos og kærlighed går hånd i hånd kan store øjeblikke opstå.
Lydfolkene ønskede åbenbart kun to stjerner til koncerten, men Lars lykkelir gjorde mig i så godt humør, at han får fire.
Lars H.U.G., Arena Scenen, Roskilde Festival, torsdag
