I en alder af 73 er dagens Roskilde-aktuelle Paul McCartney lidt af en bodybuilder. Men hans workout-fokus ligger ene og alene på den muskelgruppe, der omgiver de berømte ’Yeah-Yeah-Yeah’-stemmebånd.

Som alle andre muskler i kroppen bliver musklerne i halsen nemlig slappere og stivere med alderen. Men anmeldelserne fra Paul McCartneys engelske og amerikanske koncerter, der ligger forud for Roskildebraget, har været været overvældende positive. Stemmen ér selvfølgelig præget af alderen. Men anmeldere fra både The Guardian og Daily Mail påpeger, at McCartneys stemmepragt stadig kan få halvt så gamle kollegaer til at blegne af misundelse.

Og ifølge den danske ekspert Helene Hørlyck, der er stemmelærer i den britiske version af ’X Factor’ og fast tilknyttet verdens største boyband One Direction som vocal-coach, skyldes McCartneys stadig stærke stemme kun én ting.

McCartney træner dagligt

»Det er 100 procent daglig træning. Stemmen er bygget op omkring muskler, der skal holdes ved lige nøjagtig, som hvis man var en gymnast eller bodybuilder,« siger Helene Hørlyck, der med sine ekspertører godt kan spore alderen i Sir Paul McCartneys stemme.

»Den er lidt løs, og der mangler noget styrke og smidighed, noget der helt naturligt forsvinder, jo ældre man bliver. Det kræver stor disciplin at holde en stemme frisk og ung i lyden. Samtidig er det jo bare supersejt at se en 73-årig turnere og spille live. Top point for det,« siger Helene Hørlyck, der selv udgiver sit første soloalbum i næste måned.

Vendepunktet

Ifølge McCartney selv går han i dag aldrig på scenen uden fornuftig opvarmning af stemmen. Som engelsk teenager på job i Hamborg, hvor The Beatles nogle gange spillede i fem timer hver nat, lærte han på den hårde måde, hvordan en nedslidt sangstemme lyder og føles. Og da McCartneys succes med gruppen Wings i slutningen af 70erne var på sit højeste, gik det galt igen.

»Han lyttede til koncertoptagelser af sig selv. Og han var ikke glad for dét, han hørte,« fortæller en kilde, der i flere år arbejdede tæt sammen med McCartney, til BT.

Dengang både drak popstjernen for meget alkohol og han røg, spiste usundt og var overvægtig. Hele denne kropslige tilstand smittede af på stemmen. Og ifølge BTs kilde blev det vendepunktet.

»Sammen med sin kone Linda blev Paul McCartney vegetar. Og han lagde hele sit liv om. Det var ikke bare et spørgsmål om ham selv som menneske, men også som kunstner,« siger BTs kilde.

Og selvom McCartney i dag er sund og rask, så er stemmetræner Helene Hørlyck ikke være i tvivl om, hvilke øvelser, hun ville pålægge McCartney, hvis hun fik chancen.

»Jeg ville arbejde ’allround’ med hele hans stemme - det skal man altid. Hurtige skalaer til at styrke fleksibiliteten, langsommere, mere støttende øvelser, så stemmen ikke virker løs og slap. Automatisk i den arbejdsprocess følger bredere toneleje, bedre klang, bedre vibrato, alt i alt en sundere lyd og en god stemme placering,« siger Helene Hørlyck, der igen påpeger, at alles sangstemmer påvirkes af alderen.

Værst for mænd

Og dét er et biologisk faktum, som ifølge den amerikanske stemmelæge Andrew McCombe er mere udtalt for mænd:

»Mens kvinders stemmebånd måler 12,5 millimeter til 17,5 millimeter, kan mænds stemmebånd blive helt op til 25 millimeter lange. Efter 50 års alderen bliver vævet og musklerne omkring stemmebåndene stivere - mindre fleksible. Og derfor bliver især mænds sangstemmer mere begrænsede.«

Hormonet østrogen

»Kvinders stemmer bibeholder deres spændvidde og styrke i længere tid på grund af kroppens naturlige produktion af hormonet østrogen. Og derfor er det især mændene, der skal passe på. Hvis vi ikke arbejder på sagen, kan vores stemmer let blive rustne,« siger Andrew McCombe, der dog er hurtig til at foreslå en meget Paul McCartney-venlig løsning.

»Det er godt at synge. Ikke alene er det sundt for sjælen. Men sang er også gymnastik for stemmebåndene. Musklerne i både hals og overkrop holdes varme og smidige. Og koordinationen imellem hjernen og neuro-muskulaturen bliver også udnyttet maksimalt,« siger McCombe.

Moralen er: Hvis du vil holde dig sund, så syng med, når Sir Paul i dag fyrer den af på Roskildes Orange Scene.