At påstå at jeg lever og ånder heavy metal, vil være endnu mindre troværdigt end de løfter, mænd giver kvinder kl. fire om natten under en festival.
Men to ting drog mig denne aften mod Arena, hvor det amerikanske heavy metal-orkester Lamb of God stod på scenen. Danmark største kapacitet ud i hardrock-anmelderi, Steffen Jungersen, måtte melde forfald.
Jeg trængte af forskellige grunde til at høre høj rock. Så med overhængende fare for at få metal-politiet på nakken:
Det er meget sjældent, jeg oplever at blive tituleret 'motherfucker' et tocifret antal gange i løbet af tre kvarter. Alene dét gør, at man går opløftet tilbage.
Det første, der slår én, er bandets groove. Det tredje nummer, som ifølge sætlisten på setlist.com hed '512', lød faktisk som en version af Wilson Picketts' In the Midnight Hour' med næsen dybt nede i en pose med noget forbudt. Med trommeslageren som en klippefast motor og et sæt stortrommer på hårdt arbejde var der flere af numrene, der swingede som de bedste punkbands i sin tid. Takket være især den ene guitarist, der udgjorde sin egen rytmesektion. Model trash.
Sanger Randy Blythe har tilbragt de seneste to dage i Christiania, og optrådte i en Loppen t-shirt. Hvad han growlede, skal jeg ikke gøre mig klog på, men han var fuld af lovord overfor Danmark og fristaden. Lamb of Gods adskiller sig fra de fleste europæiske heavy metal-bands ved at ligne fem surfer dudes med nogle år på bagen.
Det fascinerende ved Lamb of God er skarpheden i det maskingeværsagtige anslag og forrygende temposkift. I nogle numre mere end andre.
På et tidspunkt måtte jeg træde ud af teltet, presset ud af det nådesløse tæppebombardement fra de to forstærkertårne. Det blev for hvidt. Og fraværet af alt det, der normalt fylder mine playlister, luft, finesse, det uudtalte, melodi, blåtoner og den slags blev for meget.
Men jeg anerkender Lamb of Gods råstyrke og knivskarpe præcision - det er simpelthen pisse gode musikere. Og sanger Randy Blythes karisma er uomtvistelig.
Det var en ravruskende centrifugering af alt, hvad der sidder løst indvendig. Går ud fra, at nyrer, blindtarm, hjerte og den slags finder sine pladser af sig selv på et tidspunkt i løbet af natten.
Sidst jeg var til koncert med et heavy metal band, hed det Metallica, og havde det ikke været for Kirk Hammetts savtakkede, evigt fabulerende guitarspil, havde jeg dømt dem jukeboks-band.
Efter aftenens koncert får man lyst til at opfordre Lars Ulrich & Co. til at gå til en koncert med Lamb of God.
Lamb of God, Arena, Roskilde Festival, fredag nat
