Fredagens voldsomme regnvejr har sat sit tydelige præg på festivalområdet på Northside Festival. Lørdag arbejder festivalen på højtryk for at få gjort den mudrede festivalplads farbar for andre end de få, der medbringer waders til Ådalen i Aarhus.

Northside Festivals talsmand, John Fogde, er fortrøstningsfuld:

»Det var en rigtig hård omgang i går, men det ser rigtig fornuftigt ud alting taget i betragtning. Der er stadigvæk vådt, men der er folk i fuld gang med slamsugere og flis, og vi arbejder på højtryk for at få styr på det. Men lige nu blæser det lidt, der er masser af sol, og det er ret varmt, så jeg tror faktisk, at det tørrer relativt hurtigt ud,« siger John Fogde og tilføjer:

»Men jeg ville da ikke tage herud i sandaler. Så vi anbefaler, at man tager noget fornuftigt fodtøj på.«

Regn på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Regn på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Skybruddet fredag gav så voldsomme mængder vand, at det nogle steder i Østjylland blev kategoriseret som et dobbelt skybrud.

Klokken 19 fredag havde en af DMI's stationer i Vejle målt 59,4 millimeter regn siden middag.

‘60 millimeter svarer til seks store gulvspande vand på hver eneste kvadratmeter eller 60 ton vand i en almindelig villahave,’ skrev DMI på Twitter fredag aften.

Det er altså ikke småting, Northsides frivillige skal få styr på inden festivalen fortsætter lørdag.

»Nu ser vi frem til to dage med solskin og god musik. I aften er der fest med Thomas Helmig, og hvis ikke han kan sætte gang i Aarhus, så ved jeg ikke, hvem der kan,« siger John Fogde.

Følg BT på Northside Festival i BTs festivalunivers. Her er både interviews, anmeldelser og historier fra festivalpladsen.

Regn på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017. Publikum fester til sidste nummer ved Veronika koncerten på Grøn Scene.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017)
Regn på Northside Festival Fredag den 9. juni 2017. Publikum fester til sidste nummer ved Veronika koncerten på Grøn Scene.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere